Frankrig

Gokartkører på vej til EM

15-årige Thomas Krebs fra Støvring er med i det fine selskab i Frankrig til september

Thomas Krebs, 15 år og fra Støvring, har kvalificeret sig til EM i gokart-klassen KF3. Privatfoto

Thomas Krebs, 15 år og fra Støvring, har kvalificeret sig til EM i gokart-klassen KF3. Privatfoto

Den 15-årige gokartkører Thomas Krebs, Støvring, har kvalificeret sig til at deltage i europamesterskabet i gokartklassen KF3. Kvalifikationen kom i hus ved et stort løb i Gøteborg. Thomas har kørt gokart, siden han var 10 år, og er i dag blandt de allerbedste i Danmark. Han deltager ud over de danske løb også i det tyske mesterskab, som går for at være en af de hårdeste løbsserier i Europa. For at deltage i europamesterskabet skal man først kvalificere sig ved ét af tre løb, som holdes samtidig i nord-, midt- og sydeuropa. Til løbet i Gøteborg var der deltagelse af kørere fra Danmark, Finland, Sverige, Holland, Rusland, Belgien, Norge, Estland og Letland. I klassen KF3 var der over 70 deltagere, heraf 13 fra Danmark. - Mange kørere stiller med store fabriksteam med millionbudgetter og mange mekanikere til hver kører. Vi var derfor ikke i tvivl om, at der ville blive hård konkurrence. Thomas havde dog forberedt sig godt med adskillige træningsdage på banen og deltagelse i et andet stort løb på banen tidligere på året, hvor han kørte en flot tredjeplads hjem, fortæller Klaus K. Christensen på vegne af "Krebsracing". Løbet i Gøteborg blev afviklet over tre dage med tidtagning, kvalifikationsheat og finaler. Thomas Krebs endte på en ottendeplads og kvalificerede sig dermed som bedste dansker til at deltage i europamesterskabet, som holdes i Frankrig i september.