Golden Globe til ”Ugly Betty”

Dobbelt triumf for ny TV 2-serie

Der var smil på læben blandt folkene bag serien "Ugly Betty", der hjemtog to Golden Globe-statuetter.
EMNER 17. januar 2007 05:00

Med to priser og en ovenud lykkelig hovedrolleindehaver tog TV 2’s nye serie ”Ugly Betty” alle med storm, da Golden Globe-priserne mandag blev uddelt i Hollywood. Læg mærke til navnet: America Ferrera. Hun spiller hovedrollen i en af de bedste nye amerikanske tv-serier, og mandag blev hendes gennembrud som skuespiller cementeret, da hun fik den eftertragtede Golden Globe for bedste skuespillerinde i komedien ”Ugly Betty”. Samtidig modtog serien en gylden statuette i kategorien ”Bedste komedieserie”. Tog alle med storm Meget tyder på, at Ferrera er en skuespiller, vi kommer til at høre mere til, og det samme gælder for ”Ugly Betty”, som TV 2 har sikret sig retten til at vise, men endnu ikke programsat. Så det var nok ikke helt tilfældigt, at reaktionen blandt publikum på det fashionable Beverly Hilton var så markant. Da America Ferrera havde holdt sin følelsesladede takketale, reagerede salen med et bragende bifald, og det er tydeligt, at både Betty og Ferrera er gået lige i hjertet på amerikanerne. Det kom som en lille overraskelse, at serien, der havde premiere i USA i efteråret 2006, løb med hele to priser, en for Ferreras indsats og en anden for bedste tv-komedie. Men de udenlandske journalister i Hollywood, der uddeler de prestigefyldte statuetter, er kendt for at have antennerne ude og spotte nye, lovende talenter. Historien om den kiksede og lidt overvægtige Betty, der arbejder for et snobbet modemagasin i New York og på trods af al mulig modgang formår at holde hovedet højt, er en ægte Askepot-historie. Og med blandingen af humor og dramatik er ”Ugly Betty” et forfriskende nyt bud på en tv-serie. Baseret på kendt serie ”Ugly Betty” er baseret på en kendt sydamerikansk serie, men har fået det ekstra pift glamour og stjernedrys, der skal til for at hale en succes hjem i USA. Ud over America Ferrera i rollen som Betty kan TV 2’s seere glæde sig til at se Salma Hayek og Vanessa Williams i den forrygende historie om livet på et modemagasin, hvor arbejdsmiljøet er så intrigant og arrogant, at Meryl Streeps modeheks i ”The Devil Wears Prada” får kamp til stregen. [ Golden Globe-uddelingen vises på TV 2 Zulu 28. januar og på TV 2 17. februar 2007.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...