Golf er sjovt, men også lidt svært

Det er slet ikke så let at ramme en golfbold, som det ser ud til. Det kunne hovedparten af de godt 20 elever fra Ingstrup Skole konstatere, da de i går forsøgte sig på Blokhus Klit Golfcenter som golfspillere.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anders Bjøreng, træner, giver gode råd til eleverne fra Ingstrup Skole.

De var Inviteret af Blokhus Golf Klub og anlæggets ejer, Proark Golf, Blokhus. Hovedparten af eleverne, som går i 6. og 7. klasse, havde aldrig tidligere prøvet at svinge en golfkølle, måske bortset fra dem man bruger i minigolf. - Det er lidt svært at ramme bolden, men sjovt at prøve noget nyt, siger Marie Larsen og Klara Balleby Hansen, som ikke i alle forsøg ramte bolden. Kevin Rosa Jensen havde også kiksere, men præsterede også at sende bolde næsten ud til 125 meter mærket. Men han har også prøvet det før. - Jeg spiller lidt hjemme på marken, fortæller han og tilføjer, at det er fars grej, han låner. Men han satser alligevel ikke på at blive golfspiller. - Jeg går til springgymnastik, fortæller han. Birgit Stokbro, sekretær i golfklubben og med i juniorudvalget, fortæller, at der er to grunde til, at eleverne er inviteret til en golfdag. - Golf er god motion, det er godt for sundheden. Desuden vil vi gerne have en større juniorafdeling, så vi kan sikre tilgangen til vores elitehold, siger Birgit Rasmussen. Invitation I efteråret blev der fra golfklubben sendt brev ud til alle skoler i den gamle Pandrup Kommune med en invitation til 6.-8. klassetrin om et besøg på golfbanen. Flere skoler har vist interesse, og der bliver fire dage med skolegolf. Der var premiere i går med Ingstrup Skole. Der fortsættes 6. maj, 20. maj og 27. maj. Hver gang bliver eleverne hentet i bus på skolen. Efter en introduktion er der træning på udslagsbanen og på putting green. Efter frokosten - saftevand og golfburger - skal der spilles på en golfbane. Det er på den såkaldte par 3 bane. Derefter køres eleverne hjem igen. Anders Bjøreng, som er golftræner-elev, tog imod skoleeleverne og gav dem en introduktion. - Hvis ikke de unge har forældre, som kommer på golfbanen, har vi svært ved at få fat på dem. Derfor er det her en god mulighed for at få kontakt med de unge, siger Anders Bjøreng. - Har man ikke prøvet at spille golf før, kan det godt virke svært. Det er ikke et spil, du lærer på en weekend. Men kommer man først i gang, så går der dog ikke så forfærdelig lang tid, inden man kan få noget ud af spillet, siger træneren. Han spottede ikke umiddelbart en ny Tiger Woods. Og det var egentlig heller ikke hans job. - Det vigtigste er, at børnene har det sjovt, siger Anders Bjøreng.