Golf overhaler "boblen"

Golf 1. september 2002 08:00

Volkswagen skrev historie forleden. Golf nummer 21.517.415 løb af samlebåndet og overhalede dermed "boblen" som den mest solgte folkevogn. Det har taget Golf 28 år at blive voksen. Til sammenligning gik der 50 år, før Type 1, der stadig produceres i Mexico, rundede de 20 millioner. Dermed er Golf rykket op i bilernes absolutte superliga, hvor selskabet består af andre bestsellere som Ford T og Toyota Corolla. Golf har været VWs "brød og smør"-bil lige siden den første trillede af samlebåndet i 1974. Få biler appellerer til så bredt et publikum som Golf, der ikke bare har været en salgssucces i Europa, men også har hittet i USA, Sydafrika og Japan. Herhjemme er der solgt 102.000 Golf i løbet af 28 år. Succesen har været baseret på god kvalitet, konservativt design og varianter for enhver smag. Uanset om kunden bare ville have et pålideligt transportmiddel eller en toptunet GTi, har der altid været en passende model i Golf-programmet. Dét er måske også det eneste punkt, hvor VW har slækket på de traditionelle Golf-dyder - i hvert fald herhjemme: Med introduktionen af Golf IV i 1998 steg priserne markant. I dag er det folkelige gået af verdens mest solgte Folkevogn: En basis-Golf koster over 200.000 kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...