Golf til støtte for kræft

Der blev spillet for at hjælpe Kræftens Bekæmpelse

KJUL:Vejrguderne viste sig fra den bedste side, da 45 golf glade kvinder i alle aldre forleden begav sig ud i matchen, Pink Cup. Det er første gang, Hirtshals Golfklub deltager i den landsdækkende match, der er arrangeret af Kræftens Bekæmpelse - og hvis formål ud over at have en god dag på golfbanen, er, at støtte brystkræftsagen. Hirtshals Golfklub blev faktisk opfordret til at deltage i matchen kun for kvinder. - Velviljen har været helt i top både fra spillerne og fra de frivillige hjælpere, som har valgt at bruge nogle timer herude, lyder det fra Jytte Mortensen, som er formand for Hirtshals Golfklubs dameafdeling. Hun lægger ikke skjul på, at målet helt klart er at komme med i finalen, men hun erkender, at den forholdsvise lille klub er i hård konkurrence. - Der er flere kriterier, der afgør om, man kan komme med i finalen, og vi ved det faktisk endnu ikke, om det er lykkedes os at få mulighed for at sende nogen afsted herfra, siger hun. Finaleplads eller ej, så blev der spillet med stor gejst og godt humør. - Jeg støtter Kræftens Bekæmpelse i forvejen, men det er absolut også en god måde at støtte kræftsagen på, lød det fra en af spillerne, Birgitte Kastrup, som er aktiv spiller og medlem af Hirtshals Golfklub. Medlemsskabet var dog ikke et krav for at få lov til at spille forleden - og således havde flere lokale spillere da også inviteret gæster med.