Golfåbning med faldskærmsudspring

En klubformand i frit fald og store penge på spil. Åbningen på Mariager Fjord Golfklub havde det hele

Peter Korsgaard
Talerne stod næsten i kø for at ønske Mariager Fjord Golfklubs bagmænd tillykke, da golfbanen åbnede i går. Lindhardt Jensen, som er bestyrelsesformand for Mariager Fjord Golfklub A/S, gav også klubben nogle velvalgte ord med på vejen.
Golf 2. september 2007 06:00

HADSUND/MARIAGER:Han kigger fokuseret ud på golfbanen. Så placerer han køllen foran bolden. Det bliver til nogle små prøvesving, inden han slår igennem. Køllen rammer bolden rent. Kuglen farer ud over banen, hvor den lægger sig til rette perfekt i forhold til greenen. Bent Roland er direktør Mariager Fjord Golfklub A/S, og han har netop slået sit første slag i golfklubbens åbningsmatch. Nogle timer forinden klippede han og klubbens formand Bjarne Pedersen snoren over til den splinter nye golfbane, som har været fem år undervejs. - Jeg er utroligt lettet og rørt, fordi det er noget, vi har arbejdet frem mod længe. Vi har nået toppen af bjerget, nu skal vi bare blive der, siger Bent Roland. For at klubben skal holde sig på toppen, kræver det nogle flere medlemmer. Lige nu er 250 meldt ind og hundrede ekstra er på vej. Flyvende formand Snakken går lystigt over de spritnye borde i klubhuset. Begejstringen er tydelig at mærke hos gæsterne, og det forstår man godt. Udsigten, som de store panoramavinduer afslører, tager vejret fra én. Gæsterne får næsten den sidste slurk kaffe galt i halsen, da dagens næste indslag falder ned fra himlen. Ved 18. hul lige foran klubhuset lander golfklubbens formand Bjarne Pedersen i faldskærm. Med sig har han den pokal, som spillerne i dagens åbningsmatch skal dyste om at få deres navn på. - Det er dejligt at få banen åbnet. Jeg tror, jeg kommer til at spille to til tre gange om ugen, siger den modige formand efter sit spring fra 2500 meters højde, som han med egne ord synes var rigtigt sjovt. Ingen hole in one Tilbage i åbningsmatchen er Bent Roland og hans tre medspillere nået til banens andet hul. Her er der 100.000 kroner i gevinst til den spiller, der kan præstere et hole in one. Bent Roland lægger bolden til rette og tager bestik af banen. Så bliver bolden sendt af sted. Det står dog hurtigt klart, at han ikke bliver 100.000 kroner rigere i dag. - Det er okay, så længe man har held i kærlighed, griner golfdirektøren.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...