- Golfbølgen har toppet

- Nu kriges klubberne om medlemmerne, siger HHG's formand

FJERRITSLEV:På to år er Han Herreds Golfklubs medlemstal faldet fra 740 til 600, og det har fået bestyrelsen til at lægge hovederne i blød for at finde på nye tiltrækkende aktiviteter. Men det er ikke så sært, at medlemstallet falder, for den ene golfbane efter den anden popper op rundt om i Nordjylland, og uheldigvis for klubben i Fjerritslev er to af de seneste kommet til i Løgstør og på Øland, konstaterer formanden for HHG, Klavs Krogh. - Vi har nok mistet omkring 100 medlemmer til Løgstør i løbet af de seneste tre-fire måneder, men også lidt til Øland. Jeg mener, at markedet nu er så mættet, at klubberne er tvunget til at kriges om hinandens medlemmer. Golfsporten har toppet, vurderer han. - Banerne ligger efterhånden meget tæt i Nordjylland, og hver gang der kommer en ny, henter den medlemmer fra naboerne. Det kan ikke undgå at få konsekvenser for klubbernes økonomi, fastslår Klavs Krogh. - Vi får ikke alvorlige problemer i HHG, fordi vi kun skylder 3 mio. kr. på vores nye klubhus og ikke har gæld på baneanlægget. Andre klubber har gæld på tocifrede millionbeløb, og de kan få det rigtigt svært, mener han. Han Herreds Golfklub blev stiftet i 1988, da der i hele Jammerbugt og Vest-himmerland kun fandtes en enkelt klub, Himmerland Golf & Country Club. Siden er der kommet golfbaner i blandt andet Aabybro (1993), Blokhus (1993), Øland (2001) og Løgstør (2005). De fire har tilsammen i dag omkring 2600 medlemmer. Nordjysk advarsel Formanden for Samarbejdende Golfklubber i Nordjylland, Ole Axel Nielsen, har tidligere advaret mod tendensen til, at hver eneste kommune skal have mindst en golfbane. - Jeg tvivler på, at der er plads nok til alle de nye klubber. Medlemsgrundlaget er simpelthen for tyndt. Men det er jo ikke vores opgave at forbyde de nye klubber, og det kan man jo heller ikke, lyder hans argument. - Men jeg frygter, det vil gå ud over de gamle klubber. Nye ideer skal til - Man er i hvert fald nødt til at finde på noget specielt for at trække nye medlemmer til, fastslår Klavs Krogh. - Vi har lavet et kanontilbud i år til de 50 første nye medlemmer, en pakkeløsning med golfskole og kontingent for 2006, og de er væk nu. Vi arbejder også sammen med Hotel Klitrosen i Slettestrand om overnatning med golf, og med Fjerritslev Gymnasium om golf i idrætsundervisningen, fortæller han. - Det giver ikke penge, men det giver markedsføring.