Golfbold rammer tilskuer i hovedet i Skotland

Efter ulykken ved Ryder Cup er endnu en tilskuer blevet ramt af en golfbold. Det skete i Skotland torsdag.

Senest var det en kvindelig tilskuer, der mistede synet på det ene øje, efter at hun blev ramt af en golfbold i forbindelse med Ryder Cup-turneringen.

Torsdag var den gal igen, da første runde blev spillet i Alfred Dunhill Links Championship i Skotland.

Turneringen er kendetegnet ved, at den bliver spillet på tre forskellige golfbaner i det østlige Skotland.

Banerne hedder Old Course St. Andrews, Carnoustie og Kingsbarns.

Den kvindelige tilskuer blev ramt af et lunefuldt slag sendt afsted af Tyrrel Hatton, der vandt turneringen i fjor.

Kvinden blødte fra hovedet og fik assistance med det samme, før hun blev kørt væk i en golfvogn til yderligere behandling.

Episoden sker, kort efter at en 49-årig kvindelig tilskuer under Ryder Cup for nylig blev ramt af en golfbold, da amerikanske Brooks Koepka sendte et skævt slag afsted.

Kvinden, Corine Remande, mistede synet på det ene øje og har efterfølgende appelleret til, at sikkerheden for publikum i forbindelse med golfturneringer øges.

- Der hviler helt klart et ansvar på arrangørerne. Jeg håber, at denne forfærdelige ulykke vil få arrangørerne til at forbedre sikkerheden for publikum, har Corine Remande udtalt ifølge BBC.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.