Golfbold ramte svale

Nordjysk golfspiller fik sig noget af en overraskelse

Kristian Vestergaard fik taget dette foto af ham selv og svalen, før den blev begravet.    Privatfoto

Kristian Vestergaard fik taget dette foto af ham selv og svalen, før den blev begravet. Privatfoto

MARIAGERFJORD:En enlig svale måtte lade livet, da Kristian Vestergaard for nyligt nåede til 15 hul på banerne ved Mariagerfjord Golfklub.

Det var ellers gået rigtig godt for efterskolelærer Kristian Vestergaard på de forrige huller, og han var også godt på vej ved hul nummer 15, da det pludselig gik helt galt.
- Jeg ramte bolden rigtig godt, og den havde en god kurve mod hullet, men da den var næsten helt nede ved jorden, tog den et skarpt sving til højre og trillede ned af græskanten 10 meter længere væk, mindes han.
Kristian Vestergaard stod 135 meter væk og kunne i første omgang ikke forstå, hvad det var der havde fået bolden til at svinge så meget ud af kurs.

Aldrig set det før

Det var først, da Kristian og makkeren John fandt frem til golfbolden ved siden af en død svale, at det gik op for dem, hvad der var sket.

- Det er meget usædvanligt. Jeg har ikke oplevet det før, og jeg regner bestemt ikke med at opleve det igen, siger Kristian Vestergaard, der ikke mindes at have hørt om andre tilfælde, hvor en golfbold har ramt en flyvende fugl.
- Den stakkels fugl har fløjet lavt ved jorden for at finde larver i plænen. Den har nok ikke set bolden komme, forklarer han.
- Det er bare underligt, det lige var en svale, der jo ellers er så små og flyver så hurtigt, siger han.

Noget af en Birdie

Det udsædvanlige sammenstød mellem fugl og golfbold er sidenhen blevet et populært samtaleemne i golfklubben og genstand for en del morskab.

- Kristian Vestergaard gik efter en Birdie (betyder, at man har klaret hullet på et slag mindre, end hullet er normeret til red.) men han endte altså med en meget anderledes og spektakulær Birdie. Det skulle jo slet ikke kunne lade sig gøre - Hole In One en intet til sammenligning, siger direktør Bent Roland Nielsen fra Mariagerfjord Golfklub.
- For at undgå lignende hændelser i fremtiden er Mariagerfjord Golfklub nu gået i tænkeboks, men opgaven ser unægtelig noget svær ud. Måske kunne en løsning være overdækning af alle huller, eller at lære svalerne at læse, lyder det muntert fra direktøren, der efterspørger gode råd fra læserne.
Kristian Vestergaard fik ikke en Birdie ved hul 15, da man ifølge reglerne ikke må tage et slag om. Heller ikke selvom bolden rammer en fugl.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Topchef stopper omgående på stor nordjysk virksomhed
Luk