Byggeri

Golfhytter godkendt trods kritik af forarbejdet

Henrik Christensen (S) mener ikke, at projektet var detaljeret nok

Her vil folkene bag Volstrup Golfcenter gerne bygge 28 nye golfhytter. Nu er projektet godkendt i teknik- og miljøudvalget og sendes dermed videre til byrådet i Rebild Kommune.arkivfoto: Martin Damgård

Her vil folkene bag Volstrup Golfcenter gerne bygge 28 nye golfhytter. Nu er projektet godkendt i teknik- og miljøudvalget og sendes dermed videre til byrådet i Rebild Kommune.arkivfoto: Martin Damgård

VOLSTRUP:Volstrup Golfcenters ønske om at bygge 28 nye golfhytter ved klubhuset er et skridt nærmere en realisering. Teknik og miljøudvalget har godkendt forslaget til den lokalplan, der muliggører byggeriet. Socialdemokraternes medlem i udvalget, Henrik Christensen var dog langt fra tilfreds med det materiale golfcentret havde fremsendt til forvaltningen. - Jeg mener ikke, at spildevandsproblematikken er ordentligt belyst, og jeg mener ikke, at det fremgik tydeligt af materialet, hvordan hytterne kommer til at se ud, siger Henrik Christensen, der stod alene med sine forbehold. - Når vi skal godkende byggeri i det åbne land, så skal tingene være i orden fra dag et. Det er ikke godt nok, når materialet er mangelfuldt. Folkene bag de her golfhytter er flere gange blevet rykket af forvaltningen for at sende flere oplysninger, men det har de ikke gjort, og det er simpelthen ikke godt nok, siger Henrik Christensen. Han understreger, at det ikke er projektet med at bygge golfhytter, han er imod. Heller ikke andre lignende projekter. - Men projekterne skal arbejdes ordentligt igennem, inden de sendes til godkendelse i kommunen, mener Henrik Christensen.