Golfklub har for travlt med at grave

- De skal respektere høringsperioden, fastslår kommunens tekniske chef Jens Chr. Olesen

Gravemaskinerne har været i sving, men er kørt igen. Nu får Hvalpsund Golfklub klar besked på at vente med at grave mere, indtil lokalplanforslaget er vedtaget af politikerne. Foto: Claus Søndberg

Gravemaskinerne har været i sving, men er kørt igen. Nu får Hvalpsund Golfklub klar besked på at vente med at grave mere, indtil lokalplanforslaget er vedtaget af politikerne. Foto: Claus Søndberg

HVALPSUND:Ét er at lade borgmester H. O. A. Kjeldsen tage det første spadestik til den nye golfbane i Hvalpsund. Noget helt andet er at sætte gravemaskinerne i gang. Hvalpsund Golfklub har gjort begge dele, og i hvert fald det sidste har de slet ikke lov til. - Normalt går man ikke i gang, mens et lokalplanforslag er ude i offentlig høring. Sådan er reglerne, og det gør man ikke, fastslår Jens Chr. Olesen, teknisk chef og fungerende kommunaldirektør i Farsø Kommune. Det var en af naboerne til golfbanen, Ole Byrialsen, der kontaktede Jens Chr. Olesen, da han opdagede, at gravemaskinerne gik i gang. - Jeg synes, at det er frækt ud over alle grænser. Det er at gøre grin med os naboer, der forholder os til lokalplanen, siger Ole Byrialsen. Indtil videre har golfklubben fået gravet ud på en mark langs Tingvej, hvor der er nu anlagt en parkeringsplads med indkørsel direkte fra vejen. - Det forlød, at de ville gå i gang med den ni-hullers bane i dag (mandag, red.), siger Ole Byrialsen. Han har nu ikke observeret mere arbejde på området. Følger sagen til dørs Jens Chr. Olesen forsøgte i går forgæves at få kontakt til Preben Sonnichsen, der er formand for Hvalpsund Golfklub, for at høre, hvor meget der er gravet ud på nuværende tidspunkt, og hvad de egentlig har tænkt sig. - Hvis det drejer sig om den parkeringsplads og ikke mere, så er det ikke noget, jeg vil køre en anmeldelse på. Men jeg vil indskærpe over for Preben Sonnichsen, at de skal respektere høringsperioden og afvente resultatet, før de foretager sig mere. Jeg følger sagen til dørs, siger Jens Chr. Olesen. NORDJYSKE forsøgte også at få en kommentar fra Preben Sonnichsen, men uden held. En af de andre initiativtager til golfbanen, Jørgen Pedersen fra Hvalpsund Færgekro, siger: - Det, der er lavet, er vist kun en midlertidig parkeringsplads til de maskiner, der skal bruges til at anlægge banen. Men det kan Ole Byrialsen da være ligeglad med, for det er jo ikke hans jord. Lokalplanforslaget for golfbanen er ude i offentlig høring frem til 16. august. Først på byrådsmødet i september skal politikerne tage stilling til, om de så vil godkende planen endeligt. Naboerne klager Planen blev ellers godkendt allerede i marts. Men en gruppe naboer til den kommende golfbane, deriblandt Ole Byrialsen, klagede til Naturklagenævnet over, at der ikke var foretaget en miljøvurdering. Nævnet gav naboerne ret, og dermed var lokalplanen reelt ugyldig. Miljøvurderingen blev udarbejdet og indgår i det nye lokalplanforslag, der er i høring nu. Naboerne har imidlertid allerede anket til Naturklagenævnet over miljøvurderingen, som de ikke er tilfredse med. - Vi vil også lave en indsigelse mod lokalplanforslaget. Blandt andet har de fået lov til at bygge en dobbelt så stor hal som i det første forslag, og der er stadig mange ting, der ikke er afklaret. Blandt andet fremgår det ikke, hvad Holegården og jorden ind mod byen skal bruges til, påpeger Ole Byrialsen.