Golfklubber: - Uretfærdig ejendomsskat

Frygter for atVesthimmerlands Kommunevil opkræve grundskyld

Lasse Damsgaard, Ida Smith og Morten Lind
700 kroner - det bliver ekstraudgiften pr. medlem i Aars Golfklub - hvis økonomiudvalget beslutter at klubben skal betale grundskyld. ARKIVFOTO: PER KOLIND
Fodbold 17. januar 2007 05:00

VESTHIMMERLAND: Golfklubberne i Vesthimmerland ser med spænding frem til økonomiudvalgsmødet i Vesthimmerlands Kommune i dag. Her er nemlig en sag på, der kan få meget stor økonomisk betydning for de lokale golfspillere i klubberne i Gatten, Aars og Løgstør. Politikerne skal drøfte om de tre golfklubber skal betale ejendomsskat - grundskyld. Det vil i givet fald blive over en million kroner til kommunekassen. Men formanden for Løgstør Golfklub, Lars Erik Bengtsson, kalder det en bombe under den lille nystartede golfklub i Løgstør, hvis den bliver pålagt at betale over 200.000 kr. årligt i grundskyld. - Vi har ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at golfspillerne skal betale ejendomsskat, hvis ikke fodboldspillerne skal, siger Lars Erik Bengtsson. Hvis Vesthimmerlands kommune beslutter, at golfspillerne i Løgstør skal betale ejendomsskat, så vil det ifølge formanden betyde, at kontingentet skal stige med omkring 30 procent. Det koster i øjeblikket 3600 kr. årligt at spille golf i Løgstør. De 250 medlemmer kan se frem til at skulle betale 1000 kr. ekstra, hvis ejendomsskatten indføres. - En stigning i den kaliber vil givetvis koste os medlemmer. Det siger sig selv, påpeger Lars Erik Bengtson, der ikke kan forstå, hvorfor fodboldspillerne slipper for ekstra skat, hvis ikke golfspillerne må. - Man kan da så virkelig frygte for at f.eks. pensionister og de unge, der har dårligst råd til at betale, flygter til andre idrætsgrene, og så vil man igen kunne kalde golf for de velbjergede, siger Lars Erik Bengtsson, der understreger, at klubben ikke har budgetteret med at skulle betale de 225.000 kr. - Så hvis politikerne holder fast, så kan vi kun lægge udgiften over på medlemmerne. Vi har ikke andre muligheder, siger han. Et benspænd af rang I Aars er formanden for Aars Golfklub, Bernt E. Neergaard Jacobsen, lige så pikeret. Her lavede klubben en skriftlig aftale med Aars Kommune om, at der ikke skal betales grundskyld. Derfor har klubben ikke budgetteret med udgiften, understreger Bernt E. Neergaard Jacobsen. Regningen til Aars Golfklub vil formentlig lande omkring 200.000 kroner. Det vil med 350 medlemmer betyde, at hvert medlem kan se frem til en ekstraregning på 700 kroner om året. - Det vil være et benspænd af rang i vores bestræbelser på at opnå en bæredygtig økonomi og en meget ubehagelig situation for os, konstaterer Bernt E. Neergaard Jacobsen. Klubben skal for at være en sund forretning op mellem 700 og 800 medlemmer. - Vi har taget højde for, at vi ikke ville være der fra dag et, understreger Bernt E. Neergaard Jacobsen, der påpeger at det ikke - hverken i Løgstør eller Aars - bliver lettere at nå målet, hvis klubberne tvinges til at betale grundskyld og dermed sætte prisen op. - Det kan være med til at holde nye spillere væk eller måske få dem til at se sig om efter billigere alternativer, siger Bernt E. Neergaard Jacobsen, der, som Lars Erik Bengtsson, undrer sig over, at golfspillere skal stilles anderledes end udøvere af andre sportsgrene. Golfspillere har da råd Borgmester Jens Lauritzen indrømmer, at han godt kan se, at der kan være et element af skævridning i forhold til f.eks. idrætsforeningerne, der ikke betaler grundskyld for fodboldbanerne. - Men jeg anser omvendt ikke golf for værende i samme kategori som f.eks. fodbold, håndbold og badmintonanlæg, der udelukkende er for kommunens borgere. - Et golfanlæg har mulighed for at tjene penge på f.eks. golfturister, siger Lauritzen, der i øvrigt har den holdning, at hvis man råd til at købe golfudstyr og betale kontingent til mange tusinde kroner, så har man også råd til at betale ejendomsskatten. Jens Lauritzen tror i øvrigt, at udgangen på sagen i dag bliver en overgangsperiode på tre år, indtil golfklubberne skal betale. Det bliver i sidste ende op til politikerne i den nye vesthimmerlandske kommunalbestyrelse at tage endelig stilling til sagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...