Golfkølle beslaglagt af retten

KØBENHAVN:En golfkølle er nu under mistanke for i virkeligheden at være et forklædt slagvåben. Køllen blev fundet, da politiet i København rutinemæssigt kontrollerede en mistænkts bil. Manden har selv forklaret, at han et par dage forinden havde været ude for at spille golf. Derfor protesterede han mod politiets inddragelse af køllen. Men politiet finder det mistænkeligt, at der ikke var andre former for golfudstyr i køretøjet, og mandag var det så op til Københavns Byret at afgøre striden. Dommeren gav politiet lov at beslaglægge køllen indtil videre. Senere skal retten afgøre, om manden skal findes skyldig i ulovlig våbenbesiddelse. Hvad sportsudstyr også kan bruges til, blev klart i weekenden. En 20-årig mand blev fængslet for at give en to år yngre mand kraniebrud ved at slå ham ned med netop en golfkølle i Albertslund. /ritzau/