Golfkomet skriver historie: 17 år og verdens bedste

Newzealandske Lydia Ko har skrevet sig ind i rekordbøgerne som den yngste verdensetter nogensinde.

Det er de færreste teenagere, der kan kalde sig verdens bedste inden for deres sportsgren.

En af dem er den bare 17-årige newzealandske golfkomet Lydia Ko, der efter denne weekends turnering i Orlando topper kvindernes verdensrangliste.

Lydia Ko, der har sydkoreanske rødder, gik ind til sidstedagen i Florida på turneringens førsteplads, men endte efter lørdagens 18 huller på en delt andenplads efter Choi Na-Yeon fra Sydkorea.

Andenpladsen var dog nok til at avancere på verdensranglisten.

Med 17 år, ni måneder og syv dage er hun med afstand den yngste verdensetter i historien.

Den hidtidige rekord tilhørte Tiger Woods hos herrerne. Den amerikanske golfstjerne var 21 år, da han i 1997 for første gang i sin fortsat aktive karriere toppede herrernes rangliste.

På kvindesiden tilhørte rekorden frem til denne weekend sydkoreanske Shin Ji-Yai, som var 22 år, da hun strøg til tops i 2010.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst