Golfmatch for alle

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Golf er for folk i alle aldre og Inger Hagen og Niels Haugsted tager ofte en tur på den lille bane, når de er på ferie i Bunken. Foto: Kim Dahl Hansen

BUNKEN:Der er golfmatch for alle – også dem, som endnu ikke har haft en golfkølle i hænderne, ved Golfklubben Hvide Klit fredag 1. august. Da genindvies den lille par 3-bane, som indtil 1. juli i år frit og gratis kunne benyttes af alle. Banen, som er lige så gammel som den store Hvide Klit golfbane, havde oprindelig seks huller, og det var et krav i forbindelse med anlæggelsen af den store bane på jord, som gårdejer Svend Aage Larsen forærede til Hjerteforeningen i 70'erne, at der skulle være en bane, som alle kunne benytte frit. Nu er den lille bane blevet lidt større, idet golfklubben har sørget for, at der er anlagt yderligere to huller. – Samtidig har hele den lille bane fået en gennemgribende renovering og flere af de gamle greens er blevet nyanlagt, fortæller bestyrelsesmedlem Hans-Jørgen Hjort, Hvide Klit. Betalingsbane – Medregnet greenkeepernes løn har golfklubben investeret omkring 150.000 kroner i at renovere og udvide den lille bane, og da administrationen af banen samtidig er overgået til golfklubben, vil den fremover blive passet lige så godt som den store bane af greenkeeperne, siger Hans-Jørgen Hjort. Til gengæld for den store investering, opkræver golfklubben nu greenfee for, at man kan spille på den lille bane. Det koster 50 kroner. For den pris kan man til gengæld spille hele dagen. Medlemmer af golfklubben, og kursister på højskolen Diget skal dog ikke betale for fornøjelsen. Åbningsmatch Den officielle indvielse af banen sker fredag 1. august, og det er formanden for Digets Fond, Hans Peter Kyk, og golfklubbens formand, Jens Ottesen, der lægger ud med de første slag. Derefter har alle mulighed for at være med, idet der afvikles en åben match. – Den er inddelt i to rækker – én for folk, som er golfspillere, og én for alle andre. Matchen bruges så til at få sat banerekord på den lille bane, og det er planen, at der en gang årligt holdes match på banen for de to rækker, og det vil kun være ved matchen, den officielle banerekord kan slås, siger Hans-Jørgen Hjort. Man tilmelder sig matchen 1. august ved at skrive sig på en tilmeldingsliste, som hænger i golfklubbens klubhus. Deltagergebyret er 20 kroner.