Jammerbugt

Golfmesterskab for både spillere og ikke spillere

Ejner Bering, formand for Øland Golfklub, overrækker præmie til Carl Chr. Thomsen, mens Kaj Nielsen ser på.

Ejner Bering, formand for Øland Golfklub, overrækker præmie til Carl Chr. Thomsen, mens Kaj Nielsen ser på.

ØLAND:Øland-mesterskabet i golf på Øland Golfklubs pay & play bane havde fin tilslutning, idet 27 både golf- og ikke golfspillere mødte frem til dysten, og den efterfølgende spisning i klubhuset havde 34 deltagere. Arrangementet var kommet i stand på privat initiativ af Bjarne Frost, Lars Vadmann, Ejner Bering og Kaj Nielsen, der kunne glæde sig over den pæne tilslutning og den iver, deltagerne lagde for dagen. - Vi havde en rigtig god dag, siger Kaj Nielsen. Spillerne gik til sagen med godt humør og stor ildhu med golfspillerne som gode hjælpere for de ikke golfspillende deltagere. Med de tilbagemeldinger, vi har fået, er der ingen tvivl om, at arrangementet bliver gentaget næste år, fastslår Kaj Nielsen. I rækken for ikke golfspillere blev Jens Chr. Nielsen vinder med Carl Chr. Thomsen, Lars Vadmann, Gitte Kvist og Jens Jørgen Skovfoged på de næste pladser, og de fik præmier fra dagens sponsorer. Hos golfspillerne blev Ingolf Hansen vinder med Hanne Hansen, Svend Thomsen og Kjeld Bruun Nielsen på de næste pladser. Endelig vandt Carl Chr. Thomsen en putterkonkurrence for ikke golfspillere foran Lars Vadmann. Det vellykkede arrangement sluttede med spisning bestående af grillstegt tyndsteg og islagkage i klubhuset.