Golfstjerne efterforskes af FBI

Også finanstilsynet undersøger amerikansk topspiller før økonomisk svindel

Phil Mickelson undersøges for insiderhandel. Arkivfoto

Phil Mickelson undersøges for insiderhandel. Arkivfoto

USA:Den amerikanske golfstjerne Phil Mickelson efterforskes af FBI og det amerikanske finanstilsyn, SEC, for ulovlig handel med aktier. Det oplyser personer med kendskab til sagen til Wall Street Journal.

Forbundspolitiet undersøger, om Mickelson, der i disse dage deltager i en turnering i Ohio, har handlet med aktier på baggrund af informationer fra børshajen og milliardæren Carl Icahn.

Las Vegas-gambleren Billy Walters er også omfattet af efterforskningen, skrev Wall Street Journal lørdag.

Undersøger handler

Angiveligt har Icahn i al fortrolighed fortalt Walters om sine investeringer i børsnoterede selskaber. I mindst ét tilfælde skal Walters givet informationer videre til Phil Mickelson, som han spiller golf med.

Såfremt de to har udnyttet denne viden til at købe eller sælge aktier, kan det være strafbart.

FBI og SEC er derfor nu ved at undersøge de to mænds handelsmønstre. Konkret drejer efterforskningen sig om handel med aktier i Clorox få dage før, at Icahn lagde et købstilbud på selskabet.

FBI-agenter kontaktede Mickelson

En advokat for Phil Mickelson siger til finansavisen, at ”Phil er ikke mål for nogen efterforskning. Punktum”. FBI afviser at kommentere advokatens udtalelse.

En person med indblik i sagen fortæller dog, at to FBI-agenter som en del af efterforskningen torsdag henvendte sig til Phil Mickelson, efter han havde færdigspillet sin runde ved PGA-turneringen i Ohio. Golfspilleren henviste folkene fra FBI til sin advokat.

Billy Walters blev fredag kontaktet af journalister fra Wall Street Journal. ”Jeg har ingen kommentarer”, sagde han og afbrød derefter telefonsamtalen.

Walters er en legendarisk gambler i Las Vegas, hvor han har tjent formuer på at spille på heste og anden sport. Han kommer fra en familie med professionelle pokerspillere i Kentucky.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.