Golftalent med travlt vinterprogram

Lucas Bjerregaard klar til turnering i Florida

Lucas Bjerregaard - holder jul under Floridas vinterhimmel. Og det er han ikke spor ked af. Arkivfoto

Lucas Bjerregaard - holder jul under Floridas vinterhimmel. Og det er han ikke spor ked af. Arkivfoto

MIAMI/FREDERIKSHAVN:Det blive en juleaften tilbragt under Floridas behagelige vinterhimmel (25-30 graders varme), golfspilleren Lucas Bjerregaard kommer til at holde. Hvilket han ikke har det mindste imod. - Han slutter alle sine mails med ”Florida is where I belong”, siger hans far Niels Bjerregaard. Det frederikshavnske golffænomen - som man vel godt kan tillade sig at kalde en golfspiller, der som 14-årig præsterede at vinde sølv og bronze til DM i henholdsvis slagspil og hulspil for seniorer - er i disse dage i Florida og South Carolina for blandt andet at træne med Leif Nyholms golfakademi, et træningsophold der kommer til at vare 12 dage i alt. Han vender hjem igen 7. december, blot for at vende snuden mod USA igen 15 .december, hvor det også er Florida, der står på programmet. Først en uges træningsopholf på Doral Golf Resort, hvor der skal prøves kræfter med den berømte og berygtede ”Blue Monster” bane. Derefter deltager Lucas Bjerregaard i The Junior Orange Bowl, som er en af verdens hårdest besatte juniorturneringer, og hvis Hall of Fame er én lang liste over golfstjerner i den helt tunge klasse. Vintersæsonen, der ellers har været tilbragt i det kolde danske klima uden meget rigtigt græs under fødderne, byder på endnu en træningstur til Miami i februar samt en træningstur til Spanien i marts. Og alle træningsturene vel at mærke under trænere, der til dagligt arbejder med pro’er på både US PGA Tour og Europatour’en - så scenen er sat til en 2007-sæson på dansk græs, der har potentialet til at få den nys overståede til at blegne.