Golftalenter på hjemmebane

Unge frederikshavnere kender banen til NM som egen bukselomme

Jens Ole Pedersen
Lu­cas Bjer­re­gaard sæt­ter næ­sen op ef­ter end­nu en før­ste­plads, når NM af­vik­les i week­en­den i Fre­de­riks­havn.foto: peter bro­en
Fodbold 3. august 2007 06:00

FREDERIKSHAVN: Selv om det 15-årige golftalent fra Frederikshavn, Lucas Bjerregaard, pådrog sig en ærgerlig fodskade i et badeland forleden, skal det ikke forhindre ham i at glæde sig voldsomt til de næste tre dages udfordring ved de nordiske golfmesterskaber. Den unge frederikshavner er nemlig på hjemmebane, og den fordel skal udnyttes til fælles glæde for det danske juniorlandshold, som Lucas er en fjerdedel af. - Normalt er Sverige og Norge favoritter ved et NM, men med mit forhåndskendskab til banen og det faktum, at vi for nylig også kunne vinde EM for seksmandshold i Rold Skov gør, at jeg tror på vores chance, siger Lucas, der torsdag formiddag var ude på en prøverunde inden selve mesterskaberne indledes i dag. - Og selv om jeg er en smule handicappet af mit uheld i badelandet, får det ingen indflydelse på mit spil, garanterer den unge frederikshavner. Juniordrengenes træner, Thomas Larsson, kalder det en kæmpefordel for det danske mandskab, at man har en spiller med stort lokalt kendskab til banen med på holdet. - Det er vigtigt at kende længderne på de enkelte baner, så Lucas’ deltagelse på vores hold er ekstrem vigtig, siger Thomas Larsson. Op til de nordiske mesterskaber har den 15-årige frederikshavner imponeret voldsomt ved i juli at være en del af det danske juniorlandshold, der overraskende tog EM-guldet i Rold Skov, og senest i søndags hvor han i Silkeborg satte banerekord og nuppede førstepladsen i et meget skrapt selskab i Danish Amateur Championship. - Det er helt klart min største bedrift på en golfbane hidtil og en førsteplads, som jeg er meget stolt over, siger Lucas. Førstepladsen indbragte i øvrigt også et wild card til Ecco Tour Championship i Odense i dagene 30. august- 2. september, men den plads har han givet videre til seniorlandsholdsspiller Philip Drost, som blev nummer to i turneringen i Silkeborg. - Jeg skal selv deltage i en stor international ungdomsturnering i USA i netop den periode, og den oplevelse vil jeg nødig gå glip af, men det er jo fantastisk pludselig at have to så store turneringer at vælge mellem, erkender golftalentet fra Frederikshavn. Rejseoplevelser - Som 15-årig er det et stort privilegium at få fantastiske rejseoplevelser i forbindelse med min sport, og hvis ellers jeg formår at holde tungen lige i munden satser jeg på at kunne gøre min store interesse til et levebrød. - Mit mål er at blive professionel golfspiller og komme med i de store turneringer rundt omkring i verden, men i de kommende fire år skal jeg også forsøge at få en gymnasieuddannelse på Handelsskolen i Frederikshavn. - Her og nu glæder jeg mig dog i første omgang til at spille et nordisk mesterskab på hjemmebane, og opbakningen fra familie og venter er jeg sikker på, smiler den unge frederikshavner. Målrettet Daisy Også på pigesiden er Frederikshavn Golfklub repræsenteret på det danske landshold, hvor den blot 13-årige Daisy Nielsen er at finde på juniorholdet. Og hun er bestemt ikke mindre målrettet og seriøs end Lucas. - Jeg vil være professionel, inden jeg fylder 18 år, lyder det prompte fra Daisy på et spørgsmål om fremtiden indenfor golfsporten. Skoleeleven fra Strandby nord for Frederikshavn har allerede imponeret med blandt andet en andenplads ved DM i hulspil, og i sidste måned var hun med på det danske landshold til EM i Norge. Og så blev der lige plads til ti dage i Frankrig ved European Young Masters, hvor hun blev nummer 30 i internationalt selskab. I Frederikshavn Golfklub er hun klubmester både i dame- og pigerækken, men hendes største oplevelse har alligevel været at gå som caddie for Iben Tinning. Som datter af den tidligere mangedobbelte verdensmester i speedway, Hans Nielsen, er ingen i tvivl om, at en stærk psyke kan føre Daisy frem mod målet om at blive professionel golfspiller, og akkurat som klubkammeraten Lucas er hun sikker på familiens opbakning, når det går løs i dag med de nordiske mesterskaber på Frederikshavn Golfklubs baner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...