Golfturisme er styrtdykket

En voldsom nedgang i antallet af greenfee-spillere gør ondt i golfklubberne.

Jakob Gammelgaard og Kurt Bering
Golfturisterne svigter klubberne i Hjørring Kommune. Arkivfoto: Bent Bach
Golf 1. april 2012 17:21

Den kaotiske situation i Hjørring Golfklub med en afgået bestyrelse, et underskud på 400.000 kroner og uenighed og kontingentstørrelsen er en følge af faldende indtægter - ikke bare i Hjørring, men også i de andre klubber i kommunen. For få år siden gav det rigelig smør på brødet, at greenfee spillere fra blandt andet Norge og Sverige tog på golfture til Vendsyssel. For de flestes vedkommende er den udvikling vendt dramatisk. Omsætningen fra Greenfee -spillere er faldet fra 1,2 million kroner i 2005 til 750.000 kroner i 2011 i Hjørring Golfklub. Finanskrise? Sindal Golfklub har mistet 300.000 kroner på den konto, og i Hirtshals er antallet af gæstespillere halveret fra 6000 til 3000. - Det er en floskel at give finanskrisen skylden. Men vi ved faktisk ikke, hvorfor det er gået så meget tilbage, siger formand for Hirtshals Golfklub, Jan Christiansen. Løkken Golfklub har holdt nogenlunde stand med gæstespillere, men som formand Benny Christensen udtrykker det: - Der er plads til mange flere. Det er derfor blevet en kamp at holde medlemmerne. En tommelfingerregel siger, at der er grundlag for én golfklub pr. 30.000 indbyggere. Fire golfklubber til 68.000 indbyggere burde altså være næsten to klubber for meget i Hjørring Kommune - Jeg mener ikke, der er for mange, når man ser på den geografiske spredning. Men det er en daglig kamp at holde på medlemmerne og tiltrække nye, siger formand i Sindal Golfklub, Jesper Billund. Samarbejde i stedet for krig De tre mindre golfklubber, Sindal, Hirtshals og Løkken har valgt at samarbejde frem for at stjæle hinandens medlemmer. Et medlemskab i en af klubberne giver også adgang til de andre klubbers baner. - Det har betydet, at vi hver især har fastholdt medlemmerne, men vi har ikke fået nye medlemmer, siger Benny Christensen i Løkken. Hjørring Golfklub har som den største klub med 1300 medlemmer valgt at holde sig ude af det samarbejde. Men hvor Hjørring Golfklub nu slås med økonomiske problemer, er der fortsat overskud på driften i de tre andre klubber. - Men vi har også været nødt til at justere kraftigt på omkostningerne og medlemmerne har netop accepteret en kontingentstigning på 200 kroner, fortæller Jes-per Billund fra Sindal. Med økonomisk hjælp fra DGU har klubben en ambitiøs plan om at skaffe 100 nye medlemmer i 2012. - I Hirtshals lever vi højt på en kæmpe indsats fra de frivillige, og så er det banernes stand, der har den altoverskyggende prioritet, siger formand Jan Christiansen. Tilsammen har de fire golfklubber knap 3000 medlemmer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...