Golfturnering fik både solskin og lynnedslag

HJØRRING:Hjørring Golfklub har i weekenden afviklet amatørturneringen Nordjyske Open, og turneringen var så populær, at den var overtegnet, mens 210 kunne være med. Der blev spillet i fire rækker delt ind efter handicap, og turneringsleder Per Toft Sørensen melder om et par rigtigt gode dage, hvor man dog lørdag måtte holde pause på grund af et skybrud med lyn og torden. - Det er jo ikke lige sagen at gå derude og svinge med golfkøller i lynvejr. Der slog faktisk også et lyn ned tæt på, men der skete ikke noget, fortæller han. To af rækkerne måtte korte deres spil lidt af for ikke at få alt for meget forsinkelse, men det tog de med godt humør, og hele søndag var der perfekt golfvejr. Spillerne gik i hold på tre, og søndag blev holdene blandet påny. På den måde var der mulighed for at lære nye golfspillere at kende. I A-rækken for spillere med handicap 0-15,4 vandt Mads Schouboe fra Hjørring, og i B-rækken vandt Ronni Calundan fra Frederikshavn. Resultatet fra C og D-rækkerne var ved redaktionens slutning ikke gjort op.