Udland

Goma-rebeller får to døgn til at forsvinde

Ledere fra centralafrikanske lande giver oprørere, der har indtaget Goma i DRCongo, 48 timer til at komme væk.

Goma-rebeller får to døgn til at forsvinde

En række topledere fra flere centralafrikanske lande har under et krisemøde besluttet at give oprørere i gruppen M23 i DRCongo besked på at rømme byen Goma.

Statslederne har lørdag holdt møde om situationen i den ugandiske hovedstad, Kampala, hvor også DRCongos præsident, Joseph Kabila, var mødt op.

- M23-oprørerne har fået 48 timer til at trække sig ud af byen, siger Ugandas udenrigsminister for regionale anliggender, Henry Okello Oryem, til dpa.

Han siger videre, at efter de 48 timer vil der rykke militærstyrker ind i Goma, og DRCongos regering vil først tale med oprørerne, når de har rømmet Goma.

Det er ikke helt klart, hvilken militærstyrke der skal rykke ind i Goma.

Men de regionale ledere har talt om, at der skal udstationeres tre forskellige militærkompagnier i byen. Et fra regionale hærstyrker, et andet fra DRCongos hær og endelig et tredje fra oprørernes rækker.

Tusindvis af mennesker er drevet på flugt, efter at M23 tidligere på ugen indtog den strategisk vigtige by Goma og også byen Sake i den østlige del af landet.

Oprørerne har afvist adskillige internationale opfordringer til at stoppe deres offensiv i regionen.

Men nu appellerer de afrikanske statsledere altså direkte til oprørerne om at stoppe kampene og forlade Goma.

Lørdag var lederen af M23's politiske gren også i Kampala, men det var usikkert, om han skulle holde direkte samtaler med Kabila.

FN anklager M23 for at dræbe formodede modstandere og voldtage kvinder og børn under deres blodige fremfærd.

Desuden anklages nabolandet Uganda for at hjælpe M23 med våben og andre militære forsyninger.

FN og nødhjælpsorganisationer frygter, at konflikten kan forværre den i forvejen alvorlige situation for lokalbefolkningen, der lever i dyb fattigdom.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.