USA

Google satser milliarder på satellitfirma

Opkøb skal være med til at forbedre Googles korttjenester

USA:Internetgiganten Google overtager satellitselskabet Skybox Imaging for 500 millioner dollar eller cirka 2,6 milliarder kroner. Satellitterne fra Skybox skal bruges til at fremskaffe billeder til Googles korttjenester.

Det oplyser det amerikanske succesforetagende tirsdag.

På sigt håber Google også at kunne anvende teknologi fra Skybox til at give internetadgang til folk i svært fremkommelige egne og hjælpe til i katastrofeområder.

I april overtog Google firmaet Titan Aerospace for et uoplyst beløb. Titan laver droner, der ved hjælp af solenergi kan holde sig i luften i årevis.

Skybox bygger satellitter, som er proppet med sensorer og kameraer, der kan tage ekstremt skarpe billeder og videoer af jordoverfladen.

Satellitterne adskiller sig ved at være mindre og lettere end traditionelle satellitter. Skybox har allerede sendt én op, og ifølge selskabets hjemmeside er det planen, at i alt 24 satellitter skal sendes i kredsløb om kloden.

Firmaet har eksisteret i fem år og hører hjemme i Silicon Valley i Californien.

Facebook, en af Googles største rivaler, har også investeret i både drone- og satellitteknologi.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.