Google vil konkurrere med Spotify

Klar med ny betalings-musikkanal i år, skriver avis

Google tager kampen op med Spotify. Arkivfoto

Google tager kampen op med Spotify. Arkivfoto

IT:Musikstreaming hitter, og det har gjort leverandører som Spotify store.

Men nu vil flere it-giganter have en bid af kagen og tjene på at streame musik til os.

Youtube, som ejes af amerikanske Google, ventes at lancere Spotify-lignende musikstreaming i år, formentlig til efteråret, skriver den amerikanske avis New York Post.

Det vil angiveligt komme til at koste 10 dollars om måneden, ca. 55 kr., at benytte Youtube’s musikstreaming-tjeneste, hvis man vil slippe for at høre reklamer. Selv hvis man accepterer at skulle lytte til reklamer mellem musikken, vil det koste penge - fem dollars om måneden, altså knap 30 kr., ifølge New York Post.

Hidtil har man gratis kunnet se musikvideoer på youtube.com, men det stopper formentlig.

Den nye streamingtjeneste fra Youtube vil i første omgang blive introduceret via Music Pass-app’en til Android-enheder, og den skal man så hente via Googles appbutik Google Play.

Også en anden it-gigant, amerikanske Apple, er på vej med betalt musikstreaming, via iTunes.

De nye streamingstjenester skal ses i lyset af, at salget af musik, der (lovligt) downloades via nettet, faldt med lidt over to procent sidste år. Tidligere steg salget af download-musik på bekostning af musik-CD’ere, men nu er det altså betalt musikstreaming via nettet, der er på vej frem.

Lige som streaming af film og tv-serier via nettet også vinder frem, for eksempel via betalingstjenester som Netflix.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.