Gordon Brown: Nødvendigt med vacciner til fattige lande

Tidligere britisk premierminister kalder manglende fordeling af vacciner "en skamplet på vores globale sjæl".

MÆRKEDAGE Tidl. britisk premierminister Gordon Brown fylder 70 år lørdag den 20. februar 2021. <i>Russell Cheyne/Reuters</i>

MÆRKEDAGE Tidl. britisk premierminister Gordon Brown fylder 70 år lørdag den 20. februar 2021. Russell Cheyne/Reuters

Den tidligere britiske premierminister Gordon Brown mener, at den manglende fordeling af vacciner til fattigere lande er "en skamplet på vores globale sjæl".

Han siger i et interview med BBC, at folk er begyndt at indse, at coronavirus vil "komme tilbage og hjemsøge hvert eneste land, hvis der ikke gøres bestræbelser på at få vaccineret hele verden næste år."

Indtil nu er otte milliarder covid-vaccinedoser blevet administreret på verdensplan. Men langt størstedelen er blevet givet i verdens rige og mellemrige lande.

Verdenssundhedsorganisationen WHO siger, at 98 lande endnu ikke opfylder en målsætning om at få 40 procent af deres befolkninger vaccineret.

I Storbritannien, USA og Frankrig er omkring tre fjerdedele af befolkningen vaccineret, mens 80 procent er vaccineret i Japan.

I Nigeria, som er Afrikas mest befolkningsrige land med over 206 millioner indbyggere, er kun en ud af 20 vaccineret. I Etiopien, som har over 115 millioner indbyggere, er kun otte procent vaccineret.

Kun hver fjerde afrikanske sundhedsarbejder er blevet vaccineret.

Brown siger til BBC, at den skæve fordeling af vacciner er "en af de største politiske fejl i vor tid". Han siger, at det skyldes, at verdens rige lande hamster og oplagrer vacciner.

Brown var premierminister for arbejderpartiet Labour fra 2007 til 2010.

/ritzau/