Gospelsange er ikke kun for kristne

Selvom teksterne ofte har et religiøst indhold, så skal man ikke være kristen for at synge gospel

27-årige Daniel Jensen indtager en central position. Han står for instruktionerne, når sognehuset i Skagen fyldes af gospelsang.

27-årige Daniel Jensen indtager en central position. Han står for instruktionerne, når sognehuset i Skagen fyldes af gospelsang.

Flere kraftfulde stemmer fylder luften, lige så snart døren til sognehuset i Skagen går op. Her samles folk én lørdag om måneden for at synge gospel i fællesskab. I en halvbue står otte kvinder og synger højlydt. Tidligere har der været helt op til 25 deltagere, men denne gang er fremmødet dalet en smule. 33-årige Charlotte Jensen har været med mere flere gange, og hun er ikke i tvivl om, hvorfor hun bruger sin lørdag på gospelsang. - Det gør mig glad, og jeg slapper fuldstændig af. Jeg kan godt lide at synge, og det er derfor, at jeg er her, siger hun. Ofte bliver gospelsang forbundet med kristendom, og selvom teksterne har et religiøst islæt, så kan alle deltage. - Det har ikke rigtig noget med det at gøre. Man synger godt nok om det, men man behøver overhovedet ikke at være kristen. Der er også sange, som ikke handler om kristendom, siger Charlotte Jensen. Fokus på sang 27-årige Daniel Jensen er instruktør, når der synges gospel i sognehuset, og han har tidligere stødt på den fordom, at interesse for gospelsang hænger sammen med kristendom. - Jeg oplever tit, at folk siger, at jeg må være helt vildt hellig, siden jeg synger gospel, men det er slet ikke fokus. De ting, som man går med i dagligdagen, dem kan man komme ud med gennem sang. Det er det, som det handler om, siger Daniel Jensen. Han var tidligere inde i en hård periode, hvor gospelsangen hjalp ham tilbage på rette vej, og derfor vil han også gerne lære andre at synge gospel. - Her kan man jo bare komme og synge, der er ikke noget med, at man skal øve hver uge. Det handler bare om, at vi skal have det sjovt, og så skal vi synge. Så er det ligemeget, om vi rammer alle tonerne, siger Daniel Jensen. Daniel Jensen er dagens eneste mandlige islæt , men der har tidligere været mænd forbi. - Tidligere har der faktisk været et par turister, der kiggede forbi, og der var en mand i blandt, fortæller Charlotte Jensen. Hun så gerne, at gospeldagene blev udvidet. - Jeg kunne godt bruge flere timer, siger Charlotte Jensen og griner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.