Gotthard-tunnellen spærret efter ulykke

GURTNELLEN:To tyskere blev dræbt, da deres bil blev ramt af nedstyrtende klippestykker på Gotthardmotorvejen nær den schweiziske by Gurtnellen tidligt i går morges. Også to lastbiler blev ifølge politiet ramt af de omkring 20 kubikmeter store sten, men deres chauffører slap med skrækken. Muligvis har de seneste dages vedvarende regn fået klippestykkerne til at løsne sig, og de schweiziske myndigheder har nu afspærret den stærkt trafikerede motorvej A2 og Gotthardtunnellen i nordgående retning ved Airolo, mens geologer undersøger risikoen for yderligere skred. Motorvejen, der er hovedtrafikåren gennem Alperne, var endnu ikke åbnet ved redaktionens slutning i aftes. /ritzau/