Gps reddede 94-årigs liv

En dement mand på 94 år havde gps monteret på sig, da han gik fra sin bopæl, og det reddede hans liv, siger politiet

Arkivfoto.

Arkivfoto.

ARDEN:Lørdag aften kort efter klokken 21 fik Nordjyllands Politi en anmeldelse fra et plejehjem i Arden.

En 94-årig mand var forsvundet fra hjemmet, og vagtchefen sendte derfor en patrulje afsted for at lede efter beboeren.

Plejehjemmet kunne samtidig informere politiet om, at manden havde en gps monteret på sig, og derfor vidste personalet, i hvilket område manden befandt sig.

- De kunne fortælle præcise koordinater for, hvor manden var, og derfor fandt vi ham i løbet af tre kvarter, fortæller vagtchef Per Jørgensen.

Gps har stor betydning

Per Jørgensen sendte en patrulje og to hunde afsted for at finde den 94-årige og fik efterfølgende denne melding af kollegerne på stedet.

- Hvis ikke han havde haft en gps på sig, havde vi ikke fundet ham, fortæller han.

Manden var forsvundet i et stort område nær Arden, og det ville have gjort det særdeles svært at finde ham, oplyser vagtchefen.

Han efterlyser nu større fokus på gps’er til demente.

- Denne her sag viser med stor tydelig, hvor stor betydning en gps kan have, siger Per Jørgensen.

Vigtigst at redde liv

Efter 27 år i politiet har han oplevet flere tragiske hændelser med ældre demente, der er forsvundet fra deres bopæl.

- Om vinteren har vi set episoder, hvor vi finder ældre, der er forsvundet, døde i et vandhul eller lignende steder. Hvis de har en gps på sig, kan vi redde deres liv, siger Per Jørgensen.

Han mener også, det er en god idé ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt.

- Vi sparer en masse penge, når jeg ikke skal sende 20 hundeførere, en indsatsleder og en helikopter ud for at lede. Vi kan finde folk i live, og det er det vigtigste, siger vagtchefen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.