Museer

Gråbrødrenes kloster- ruin løb med sejren

Aalborg Historiske Museum hædret for kælderudstilling

AALBORG:Aalborg Historiske Museum har netop modtaget Fugl Fønix Prisen, en nordisk museumspris, for Gråbrødrekloster Museet, der ligger under Algade i Aalborg. Prisen blev overrakt på Nordisk Museumsfestival, der netop er blevet afholdt i Stavanger i Norge. Fugl Fønix Prisen var den ene af de to hovedpriser, der blev uddelt på festivalen. Den blev uddelt for bedste form og tekniske løsning. I sin begrundelse, skrev juryen, der blev ledet af professor Erik Hofrén fra Sverige: "Med udgangspunkt i det moderne bycentrum bevæger man sig langs byens livslinie tilbage til middelalderen. Her vises klosterruinen "in situ". I udstillingen forenes form og avancerede tekniske løsninger på en pædagogisk og gennemtænkt måde. Ved at overskride grænsen for det traditionelle museum opnås kontakt med nye brugere". Udover hæderen bestod prisen af en lille figur, der forestiller fugl Fønix. Figuren kan sammen med det materiale, Aalborg Historiske Museum viste frem på festivalen, ses på museet i Algade.