Gråd er sjælens vaskemaskine

Druk var den eneste gode grund til at græde i forfatteren Jens Blendstrups barndomshjem. Nu har han skrevet 17 noveller om snøften, flæben, hulken og store følelser “for det trænger vi danskere sgu til.” Angsten for at lyde som

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

For­fat­te­ren Jens Blendstrup kan godt lide men­ne­sker med et syd­landsk ge­myt, der ef­ter dan­ske for­hold kan vir­ke over­dre­vent sen­ti­men­ta­le. - Det mær­ke­li­ge er, at når vi dan­ske­re selv ta­ger syd­på, bli­ver vi også mere flæ­ben­de. Foto: Car­sten Lau­rid­sen/Pol­fo­to

Søn! Hvis du absolut skal flæbe, bedes det foregå i køkkenet på afstand af fjernsynet. Jens Blendstrup sad med tårer i øjnene ved siden af sin far i sofaen. Han havde kærestesorg. Tv viste en western, og sønnens gråd irriterede faderen grænseløst. Den sørgende teenager blev sendt væk. - Sådan var min far. Han kunne godt tillade sig at flæbe alt det, han ville, men vi andre skulle i alt fald ikke forstyrre hans film og håndboldkampe med vores lille gråd, husker Jens Blendstrup med et grin. Faderen er en af de mere eller mindre direkte årsager til, at den 39-årige succesforfatter har skrevet en bog om tårer. I hans nye novellesamling “Pludselig Flæben” græder mænd, kvinder, børn og bedster over alt fra maste edderkopper til kræftsygdom. De græder over huller i væggen, over tv-programmer og over at miste deres kære. De græder, fordi de får lov til det, får tid til det, og ikke mindst fordi de har brug for det. De græder og græder. Med eller uden grund. Gråden er et instinkt ligesom sult, tørst og latter, forstår man efter at have talt med Jens Blendstrup på en dag, hvor der i grunden slet, slet ikke er grund til tårer. Over familien Blendstrups svenskrøde træhus på Amager bager solen. Træerne blomstrer, den karamelfarvede hundehvalp gnaver venligt i sko og tæer, og hustruen vasker husvægge og graver havegang med et smil. Fugles pippen, duften af kaffe, en lun havestue med hyggeligt roderi, ja midt i denne forårsfuldkommenhed må Jens Blendstrup da også tænke sig længe om, da han får spørgsmålet om, hvornår han sidst har grædt. - Lad mig nu se... Jeg er sindssygt sentimental! Det har jeg været hele livet, og det bliver kun værre af at få børn og miste sine forældre, siger han. Så kommer han i tanke om et program på Animal Planet, som han for nyligt overværede i selskab med sine døtre. Et program om et kuld hundehvalpe, der var blevet glemt i en tom fabrikshal. Alle døde de på nær én, der kravlede hen til dyrepasseren fra tv-holdet. - Det fik mig til at græde. Min datter, Liva, måtte bede mig om at holde op. Hun vendte sig om og sagde, at det er jo bare fjernsyn, far. Naturlig udrensning Ja, Jens Blendstrup har let til tårer. Han kan græde over Tove Ditlevsens tekster, over lyden af Mathilde fra Lasse og Mathilde eller Trille-pladen “Hej søster”. - Nostalgiflæb er noget af det, der kan gøre mig mest grådkvalt. Emil fra Lønneberg er et af mine største grådbatterier. Jeg har den på video, og når han løber rundt ude på engen med bare tæer en sommermorgen, så tænker jeg... uaaarrhhh... det er liiiiisom mig selv. Jens Blendstrup løb dog ikke rundt i en svensk eng som barn, men på en villavej i en forstad til Århus. Faderen var jungiansk psykoanalytiker med sans for store udbrud - både verbale og følelsesmæssige, og hans hang til dramatik har sønnen arvet. Om end i en mere afdæmpet form, der kommer synligst til udtryk i hans bøger og dramatik samt i den anmelderroste roman “Gud taler ud”, der netop handlede om forholdet til faderen. - Denne gang ville jeg lave en bog om store følelser. Det trænger vi danskere sgu til! I mine øjne er det en meget udansk bog, den har et mere sydlandsk gemyt, for herhjemme bliver voldsomme følelser ofte mødt med et “nu skal vi ikke komme for godt i gang”. Tit dementerer vi os selv lige efter, at vi har sagt noget stort. Det er en nøjsomhed, der hører til vores danske temperament. Vi er bange for de store følelser - de kan underminere vores hverdag og vores parforhold, siger Jens Blendstrup. Han nikker venligt til sin hustru, der serverer kaffe og ser glad ud, fordi hun lige har taget en stor beslutning og sagt sit chefjob op, så hun og Jens og børnene får mere tid sammen. De skal flytte, huset skal sælges, og derfor går hun ud og vasker videre på de store røde planker, så alt kan se fint ud til eventuelle købere skulle dukke op. - Jeg er altid blevet dybt chokeret, når min kone græder. Det har taget mig mange år at lære, at gråd ikke er et signal til, at nu falder verden sammen. Jeg har øvet mig i at forstå det, og nu synes jeg egentlig, at det er en fin egenskab. Min kone bliver tit overmandet af en ubændig trang til tårer, og pludselig sidder hun på en skidedejlig dag, efter vi har spist noget god mad og hygget os, og så kigger hun ud af vinduet... siger Jens Blendstrup og peger ud af havestuens store vinduer mod alt det grønne: - ... Og begynder at græde. I starten tænkte jeg, at det var fordi, jeg havde sagt et eller andet frygteligt, men det er bare hendes indre vaskehal, der går i gang. Den skal rense hjernen med nogle tårer. Gråd er så at sige sjælens vaskemaskine. Helt naturligt I Jens Blendstrups barndomshjem skulle der være en gyldig grund til at græde. - Jeg er opdraget lidt gammeldags. Hvis man græd, var det fordi, der var noget alvorligt galt... og det passer så alligevel ikke, for min far græd jo også ad helvede til. Men han græd kun, når han var fuld, for så måtte han godt. Man skulle nemlig have lov til at græde, og i min familie har druk altid været en god grund til at få lov til det. - I virkeligheden levede min far mest, når han var fuld. Vi ved alle, hvordan fulde mennesker kan flæbe igennem, så de er fuldstændigt tømt, når de har tømmermænd, fortæller han. I dag Jens Blendstrup indset, at tårer har en lægende virkning, som vi ikke må undervurdere. - Da jeg skrev bogen om min far, gik jeg ned med en depression. Jeg kunne ikke lave andet end at ligge og græde. Jeg græd og græd, og så Emil fra Lønneberg og græd lidt mere. Til sidst var det ikke af sorg, men fordi jeg var gået i gang med det flæberi. Bagefter kunne jeg mærke, at arhhhhh... Det var fandme bedre end massage! Han stopper et øjeblik op. Bange for at missionere. Og laver så det førnævnte trick med at dementere sig selv: - Ja, nu er det jo ikke sådan et Carl-Mar Møller (kropsterapeut. red.) budskab jeg er ude i... hvor jeg siger, at man skal græde for at finde sig selv. Det kunne Carl-Mar nu nok heller ikke finde på at sige... jo måske, men så skulle man nok tisse samtidigt, he he... Så fortsætter han. Nu meget alvorlig: - Jeg synes bare, at samfundet ville være rigere, hvis man flæbede lidt mere. Vi har så travlt med at opretholde en facade, hvor der er styr på det hele. Når vi så kommer hjem, klasker vi fuldstændigt sammen. Så er vi bare væsner, der har lært at gå. Jeg savner noget mere naturlighed. En ting er, at folk kan gå til tangokurser, men det lærer dem jo ikke at have store følelser. Det kan godt være, at man kan imitere en stor følelse til tango, men man bliver ikke mere levende af det. Jeg ser gråd som et bevis på en livsevne. Til at tage de dyk og nedture, livet giver. Gråd er evnen til at turde knappe op og vise, hvem man er. Mænd græder også I de tårevædede, men humoristiske noveller, har hovedpersonerne vidt forskellige grunde til at græde. - Vi har alle vidt forskellige måder at opsøge gråden på. Selvfølgelige græder vi, når vi slår os, men det er kun en lille del af alle grådformer. Nogle mennesker bliver kærestesorgsnarkomaner med korte forhold, hvor de sørger for at blive dumpet. Hvis man lever for sikkert og trygt, skal man nok prøve komme så langt ud, at man ikke kan bunde, og så bliver man nødt til at græde af en eller anden grund. Fjernsynet er en anden mulighed for at opfylde behovet for de store følelser. Foran skærmen kan man tage en stille siler over dyrebørn, narkomaner eller andre, der har det svært. - Se et program som “Sporløs” med hende håndboldstjernen - hvad er det hun hedder? - Line Baun, ja. Min kone og jeg ser det altid. Jeg kan blive helt irriteret, når jeg ser, at min kone får røde øjne over det. Men det er jo fantastisk! Alligevel kan tv aldrig opfylde den længsel efter store følelser, som vi alle sammen har. Det må vi finde andre steder. Selv prøver Jens Blendstrup at skjule sin rørstrømskhed, når familien ser “Sporløs”. “Mænd græder jo traditionelt ikke”, som han siger. - Men kønsrollerne er i opløsning. Kvinder overtager mere og mere mænds måde at være på og omvendt, så hvorfor skulle mænd egentlig ikke også græde. Det er i alt fald blevet mere legitimt. Livsstil-eksperterne har godt nok ikke fundet ud af det endnu, men om et års tid eller to, vil jeg tro, at de forudser, at gråd bliver den metroseksuelles mands fineste træk og styrke, fniser han. - Selvfølgelig skal vi ikke alle sammen gå rundt og flæbe over ingenting. Efter jeg mistede mine forældre gik det op for mig, at livet sgu er noget skrøbeligt og midlertidigt, og så kan man godt tillade sig at være lidt skrøbelig indimellem. Så længe man ikke bruger det som en undskyldning for ikke at leve op til sig ansvar. Personligt har jeg da også skullet tage mig selv i at blive alt for sentimental, når jeg skriver. Det skal jo ikke ende i ren Peter Belli.