Tyverier

Grådighed stoppede trætyvene

Overlæs til den store guldmedalje, da tyve ville stikke af med 240 kvadratmeter brædder

Det var et overlæs, der ville noget, da tyveknægte tidligt mandag stak af med 240 kvadratmeter profilbrædder på en trailer i Mariager. Brædderne blev stjålet hos XL-Byg, men tyvene nåede kun til Fjordgade, hvor den store trailer brød sammen med bøjet trækstang og det ene hjul smadret. Det tog to mand fra tømmerhandelen et par timer at få brædderne bugseret tilbage, og det fryder vicepolitikommissær Henning Hansen, Nordjylllands Politi i Hobro, for så har det også været hårdt arbejde for de grådige tyve at få læsset traileren, der i øvrigt er stjålet i Randers. Den kom imidlertid ikke tom til Mariager. På en rasteplads lige uden for byen fandt politiet nemlig en skrællet BMW, der for et stykke tid siden blev stjålet i Sjørring. På rastepladsen fandt politiet en del af spillet fra traileren. Politiet efterlyser nu ejeren til en stor og temmelig ødelagt biltrailer.