Grådighedens ansigter

Efter børskrakket 1929 opstod New Deal i USA, hvor alle andre end dem, der havde ødelagt økonomien, sørgede for at genoprette den. Efter Anden Verdenskrig sørgede Marshall-hjælpen for at hjælpe Europa på fode.

Men de seneste 30 år har der lydt andre toner, anført af økonomen Milton Friedman: Staten skal blande sig så lidt som muligt og lade markedskræfterne klare det hele. De første, der smagte medicinen, var de nødstedte økonomier i Sydamerika. Medicinen var besk for de mange: Liberalisering, tvangsprivatisering og uhæmmede frie markeder. Da kommunismen brød sammen, var jubelen enorm blandt neoliberalisterne. Nu var det Østeuropa og Ruslands tur til at smage Friedmans medicin. I Rusland blev de fleste værdier blev overladt til en håndfuld mennesker og skabte derved en afsindig rig overklasse og hovedparten i bundløs fattigdom. I de fem år siden økonomien overvandt virkningerne af den bristede it-boble er økonomien gået støt fremad. Aktiekurser og friværdier strøg i vejret til gavn for mange. Det dryppede endda på dem, der ikke havde nogen af delene, i form af fuld beskæftigelse og pæne lønstigninger. De økonomiske tøjler blev løsnet mere og mere. Markedskræfterne klarer jo det hele, lød det. De store gevinster var dog ikke nok for alle. De store finanshuse i USA begyndte at låne vanvittig mange penge ud til huskøb, hvor det var åbenlyst, at lånerne på få år ville være ude af stand til at betale tilbage. Lånebeviserne blev pakket ind i andre tilforladelige lån og spredt ud over hele verden. Herhjemme dukkede ejendomsmatadorer op, som uden at eje ret meget købte ejendomme for milliarder, støttet af velvillige banker, hvoraf nogen ikke er mere. For halvandet år siden begyndte de første sprækker at vise sig. De blev tapet til, da bankerne var så velpolstrede, at de kunne skubbe problemet foran sig. Herhjemme opdagedes det, at mange af ejendomsmatadorerne i mistænkelig høj grad handlede med hinanden til stærkt opskruede priser og med velvillig assistance af kreditformidlerne. I de seneste tre-fire måneder er ballonerne revnet efter tur med fallitter, tvangssalg, konkurser og statsstøtte i megastørrelse, og regningen havner som sædvanlig ved de skatteydere, der har haft mindst ud af eventyret. Krisen har haft mange ansigter. Finansmanden Bernard Madoff bedrog mange kloge folk for 50 mia dollars med sin pyramidespilsforretning. Det kunne han gøre rørende nemt, nemlig ved at love dem en lidt større slikkepind end i de andre pengebutikker. Jeg kan til nød forstå at albanske analfabeter hopper på den limpind, men ikke at højtuddannede finansfolk gør det. Madoff ville være den, der udbetalte de højeste udbytter. Koste hvad det vil. Stein Bagger led af en vanvittig trang til at bruge penge til luxus, biler, både, middelhavsvillaer og dyre hoteller, men er kun en myre ved siden af Madoff. Han har dog sørget for at udstille bankfolk og revisorer for lemfældig behandling af de højere lags forretninger. Det er ikke, som når en lønmodtager står i banken med selvangivelse, forskudsskema og lønsedler for at dokumentere, at han er værdig til et lille lån. Vor egen regerings tyrkertro på markedet har givet sig udslag i en ødsel favorisering af private sygehuse på det offentlige sygehusvæsens bekostning. Regionernes udbud af operationer har bevist, at privatsygehusene får mindst 25 pct. for høj betaling. Den bruger de til at betale læger og sygeplejersker højere løn end det offentlige. Den fristelse er der mange sygehusansatte, der ikke kan stå for. Forleden forsøgte fire narkosesygeplejersker at forklare, at de ikke ville have overarbejde, for det offentlige sygehus ville kun betale dem efter den overenskomst som Dansk Sygeplejeråd havde indgået. Hvis man både vil have trygheden ved den offentlige ansættelse og den højere betaling ved de private, så har neoliberalismen bidt sig fast. De offentlige arbejdsgivere er endda så tossegade, at de tillader personale at tage overarbejde ved konkurrenten. Det ville A.P. Møller aldrig gøre. Et sidste ansigt for grådigheden er sagen om en ung AaB-spiller, som var tilbudt over en million kroner om året plus bonus for at dyrke sin hobby, fodbold. Den hobby får 99 pct. af Danmarks fodboldspillere ingenting for, men har tværtimod udgifter derved. Den unge fodboldspiller afviste fornærmet tilbuddet. Forhåbentligt vil det borgerlige flertal på skatteydernes vegne lave en analyse af, hvordan det kunne på til ,at market alligevel ikke kunne styre udviklingen. Den ser vi frem til med spænding.