Gråt vejr er godt vejr MARKED: Helberskov nød opbakningen til sin grisefest

HELBERSKOV:Det var egentlig ret godt, at der var dårligt vejr i går. I hvert fald set fra Helberskov Borgerforenings synspunkt. Det betød nemlig, at der kom mange sommerhusgæster til deres kræmmermarked, det betyder glade kræmmere, som så nok kommer tilbage næste år, og det betyder penge i kassen, så foreningen kan holde byens forsamlingshus ved lige. Fest med formål Og når de lokale som sædvanlig bakker op, så er det en ren fornøjelse. Det synes borgerforeningsformand Torsten Nielsen, som alligevel bebuder, at han snart går af som formand. - Ferien går jo med det, forklarer han og synes, at de unge skal til. - Har I sådan nogen? - Ja, ja. Det er en by i udvikling, siger han med et grin og tilføjer, at der faktisk er flyttet tre unge par til de sidste par år, og det batter i det lille bysamfund i Himmerlands allersydøstligste hjørne, hvor der er én ting, der ligger fast. I hvert fald ifølge borgerforeningsformanden. - Huset skal bestå, siger han om forsamlingshuset Thulstedhus. Også selv om det er som at "hælde penge i et hul i jorden" at bekoste dets vedligehold, og at det ikke som i de gode tider er lejet ud 52 gange om året, men "blot" 35-40 gange. - Men nu må du undskylde, men jeg skal altså hen i forsamlingshuset og hente sildene, siger han og er af sted. Gammelt ragelse Imens sælges der fra boderne, ting og tangel, nips og nisser, pølser - for eksempel Als-pølsen, der er særlig mild i smagen - eller hvad de to yngste kræmmere kalder "gammelt ragelse". - Gammelt ragelse? - Jae, siger Mads Lang Pedersen, mens makkeren Søren Ludvig Bech modererer lidt: - I hvert fald noget af det. Det er vist tredje gang, de to 11-årige drenge gør den som kræmmere, og de regner med, at kunne holde sig med pommes frites og colaer og at lave 300-400 kroner på, hvad de har kunnet undvære fra deres værelser. - Så skal vi ikke rode i det mere, siger de om videofilm, action-, spider- og supermænd, lastbiler og en kasse med plasticperle-dekorationer. - Dem får I ikke solgt? - Nej, det gør vi nemlig ikke, siger Mads. Som sild i tønde Og så er der pludselig god plads ved boderne, mens der er trængsel som sild i tønde ved teltet. Torsten Nielsen er nemlig vendt tilbage med sildene, og selv om bestyrelsen i flyvende fart får smurt og lagt to halve med gratis sild og løg på tallerknerne, så skaber det begrænsede antal skåle karrysalat trafikale problemer. Sådan nogle er der også ude på vejen, hvor der parkeres i flæng, men jo flere biler, jo flere folk og dermed flere vedligeholdelseskroner til forsamlingshuset.