Grædefærdig Rindom efter mareridt: Det gik helt galt

Sejleren Anne-Marie Rindom ærgrede sig over forkert beslutning, der førte til diskvalifikation i sejlads.

Anne-Marie Rindom var grædefærdig efter fredagens sejladser.

Anne-Marie Rindom var grædefærdig efter fredagens sejladser.

TOKYO: Sejleren Anne-Marie Rindom lignede en sikker guldvinder allerede inden fredagens sidste indledende sejladser i Laser Radial, men næsten alt hvad der kunne gå galt, gik galt.

Først sluttede hun på en 26.-plads, og i den efterfølgende sejlads endte hun med at blive diskvalificeret. Hun ligger dog stadig nummer et før søndagens medaljesejlads, men forspringet er skrumpet markant.

- Det føles som om, at jeg slet ikke kan være i min egen krop. Ja, det er svært ikke græde alt for meget. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede derude i dag. Det gik helt galt, opridser Rindom om sejladserne.

Efter at have fået et gult flag i starten af den tiende sejlads, var Rindom i tvivl, om hun måtte være med i omstarten. Hun havde nemlig også fået gult flag i niende sejlads, og dem må man kun få to af.

Men fordi der blev dikteret omstart på tiende sejlads, talte dette gule flag ikke, men det var Rindom altså i tvivl om.

Hun frygtede, at en fejl mere ville resultere i en såkaldt dne-straf, som så ikke kunne trækkes fra i det samlede regnskab, som man kan med sin dårligste sejlads. Det ville have stillet hende markant dårligere i medaljekampen.

- Jeg var så meget i tvivl om, om jeg måtte sejle med eller ej. Så jeg valgte at sejle med, men jeg lavede min beslutning om, og det var en fejl, for jeg måtte godt have sejlet med. Det er ret svært at rumme lige nu, siger Rindom.

- Jeg var rigtig meget i tvivl, om jeg ville have fået en dne. Havde jeg fået en dne, kunne jeg ikke trække den fra, og så ville medaljerne være væk. Så jeg tog et valg om, at en diskvalificering, som jeg kunne trække fra, var bedre end at få dne. Men det var så det forkerte valg.

Efter torsdagens sejladser lå hun så sikkert i front, at det lod til at være et spørgsmål om tid, inden hun havde sikret guldet.

- Jeg er stadig helt i chok over, hvad jeg lavede. Jeg ved overhovedet ikke, hvad jeg lavede, og det er virkelig, virkelig hårdt.

- Jeg har bare arbejdet så meget de seneste mange, mange år på at være i så svær en situation. Det viser, at man bare er et menneske, og man laver fejl, og så kommer fejlene på den her vigtige dag.

Nu skal hun samle sig selv op mentalt, for hun er stadig i spidsen for konkurrencen med syv point ned til nærmeste konkurrent, hollandske Marit Bouwmeester, inden søndagens afsluttende sejlads, hvor pointene tæller dobbelt.

- Der er alt at kæmpe for, men det er svært at rumme alle de følelser lige nu - og at have smidt så stort et forspring væk. Jeg fatter det stadig slet ikke. Det gik bare så hurtigt derude. Det er en situation, jeg aldrig har været i før i forhold til reglerne, siger Rindom.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.