EMNER

Grækenland hiver i økonomisk nødbremse

Grækenland undgår statsbankerot, men international lånepakke løser langt fra alle problemer for de kriseramte grækere

ATHEN:Historisk stor redningsaktion sættes nu i søen for at redde Grækenland ud af landets gældskrise og en truende statsbankerot. Efter flere ugers nervekrig mellem de finansielle markeder og den græske regering, måtte den græske premierminister George Papandreou hive i den økonomiske nødbremse og bede eurolandene og Den Internationale Valutafond, IMF, om at aktivere en lånepakke på 335 milliarder kroner. To tredjedele af de mange milliarder skal efter planen stilles til rådighed af de øvrige lande i eurosamarbejdet, mens IMF skyder de sidste milliarder i puljen. - Det er absolut nødvendigt, at vi beder om at få lånepakken aktiveret, sagde den græske premierminister, George Papandreou, under et besøg på den lille græske klippeø Kastellorizo. Både EU-Kommissionen og den græske regering var hurtigt ude med forsikringer om, at de ikke forventer nogen "forhindringer", og at de mange milliarder i løbet af kort tid bør flyde mod Athen. Krav: Stram spareplan Helt samme imødekommenhed var der ikke at spore i Berlin, hvor forbundskansler Angela Merkel understregede, at der ikke kommer nogle penge fra Tyskland, før der er forhandlet en stram spareplan på plads mellem Grækenland, EU og IMF. Som den største økonomi i eurozonen forventes Tyskland også at bidrage med den største del af lånet. Men i Tyskland har man ikke meget lyst til at være ekstra pengekasse for eurolande uden styr på økonomien. Meningsmålinger har vist, at over to tredjedele af tyskerne er imod, at Tyskland giver økonomisk hjælp til Grækenland. Alligevel erkender Merkel, at det lige nu er vigtigst at garantere for euroens stabilitet. - Det er ikke kun et problem for Grækenland. Det er et problem for eurozonen, siger hun. Men selv hvis Tyskland opgiver modstanden mod at aktivere redningsplanen, og frygten for en statsbankerot skubbes i baggrundes, skal grækerne dog ikke regne med, at de kan læne sig tilbage og se gældskrisen som et overstået kapitel, advarer flere finansielle iagttagere. - På lidt længere sigt er der ikke tvivl om, at Grækenland nu skal trække i arbejdstøjet og gå i gang med smertefulde besparelser for at genvinde investorernes tillid. Det er i sidste ende langt vigtigere end adgangen til at låne penge fra de øvrige eurolande, vurderer chefanalytiker Anders Matzen fra Nordea. /ritzau/