Udland

Grækenlands ny regering tiltræder

Den konservative Antonis Samaras er taget i ed som Grækenlands ny premierminister.

Grækenlands ny regering tiltræder

Grækenland har fået ny premierminister og regering. Den konservative Antonis Samaras er taget i ed som ny regeringsleder og lover, at gøre sit yderste for at bringe landet ud af krisen.

- Med guds hjælp vil vi gøre alt for at få dette land ud af krisen, siger den 61-årige leder for det konservative parti Nyt Demokrati umiddelbart efter, at han ved en ceremoni hos præsident Karolos Papoulias var tiltrådt som ny regeringsleder onsdag eftermiddag.

Det skete, efter at tre proeuropæiske partier tidligere på dagen blev enige om at danne en ny regering.

Samaras og Nyt Demokrati vandt søndagens parlamentsvalg, og han danner regering med det socialdemokratiske parti Pasok og det lille venstreorienterede Demokratisk Venstreparti.

Med regeringsdannelsen slutter over to måneder regeringskrise i landet. Regeringens første opgave bliver at tage kontakt med internationale långivere som IMF og EU for at få udbetalt lån, der skal holde den græske økonomi kørende.

- Jeg har dannet en regering med et langsigtet program for stabilitet og håb, føjer Samaras til.

De tre partier har siden søndag forhandlet om grundlaget for en ny regering, og onsdag formiddag blev partierne enige.

Nyt Demokrati og Pasok støtter begge en gældsaftale med EU og Den Internationale Valutafond (IMF).

Men begge partier har sagt, at de vil søge at genforhandle nogle af betingelserne for den seneste hjælpepakke til Grækenland på 130 milliarder euro.

De to partier har med deres 162 fælles mandater flertal i det nyvalgte parlament, hvor der er i alt 300 pladser.

Den ny regering lover at overholde Grækenlands internationale forpligtigelser. Desuden er regeringen på vej med en række reformer, som skal få gang i den græske økonomi.

/ritzau/AFP