Grænseløse Beate ukendt af politi og eksperter

Politiske attentater er et hidtil ukendt fænomen herhjemme

KØBENHAVN:Hverken politi eller terroreksperter har kendskab til gruppen "Grænseløse Beate", der i går tog ansvaret for brandstiftelsen i integrationsminister Rikke Hvilshøjs hjem natten til onsdag. - Politiet kender ikke gruppen, siger justitsminister Lene Espersen, og politiet er ikke ene om at være på bar bund. Også terroreksperter og eksperter, der har fulgt den politiske venstrefløj tæt, står uden kendskab til gruppen. - Jeg kender ikke gruppen, men det minder meget om den klassisk europæiske venstreorienterede terroisme i lighed med de italienske Røde Brigader og den tyske Bader Meinhoff, siger terrorekspert, Anja Dalgaard Nielsen, Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Hendes eneste sammenlignelige fortilfælde er, da statsminister Anders Fogh Rasmussen fik hældt maling over sig i Folketinget. Jurist, atomfysiker og venstrefløjspolitiker, Preben Wilhjelm, mener, at det er nyt herhjemme med et attentat af den slags. - Vi har ikke set det her tidligere, og man kan sammenligne det med grupper som Rote Armé og Bader Meinhoff, siger han. Preben Wilhjelm har det meste af sit liv været aktiv på den danske venstrefløj. - Tilbage i 1970" erne var der en lille fraktion i internationalt udvalg under VS, som ikke ville tage afstand fra en palæstinensisk gruppe, som smed håndgranater ind i en skolebus. Vi tog opgøret, og truede med at opløse partiet. Det endte med, at en lille håndfuld meldte sig ud. - Vi havde hånd i hanke med folk, som begyndte at få disse tanker. De kom ud af en tangent, nok fordi de sad med forbindelser til andre internationalt, siger Preben Wilhjelm. - Det kan godt være at Grænseløse Beate mener, at de tilhører venstrefløjen. Det gør de ikke. De bruger facistiske metoder, siger han. Misforstået kamp Terrorekspert Anja Dalgaard Nielsen mener, at grupper af denne art, har en tro på, at ulovlige metoder fører til, at der kommer øget fokus på det politiske budskab. "Vi vil ikke passivt se til, mens det officielle Danmark udøver sin racistiske flygtningepolitik. Derfor handler vi nu", skrev "Grænseløse Beate" i sin mail sendt til flere medier fra en internetcafé i København. - Det er en velkendt baggrund i terrorgrupper, at de tror på, at det styrker deres sag. Politik er drivkraften, siger Anja Dalgaard Nielsen og tilføjer, at det ikke vil ske. - Det hjælper overhovedet ikke deres sag. Tværtimod kommer der negativ fokus på deres budskab. Anja Dalgaard Nielsen peger på, at gruppens terrorhandling mod ministeren kommer efter en ophedet integrationsdebat herhjemme, men det er ikke nødvendigvis et særsyn, at der ikke har været tilløb i form af trusler eller mindre aktioner. Hvorvidt der kommer forvarsler op til et terrorangreb afhænger helt af, hvor stor en gruppe eller bevægelse, der er tale om, og om budskabet er funderet også i befolkningen. I så fald vil der for eksempel opstå demonstrationer. Preben Wilhjelm mener, at det er yderst vigtigt, at samtlige politikere fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti, tager kraftig afstand fra brandattentatet. - Det har de gjort fra et samlet Folketing, og det er glædeligt, siger han.