Grænsen åbnes for studerende med ægtefælle

700 studerende i Sverige får gavn af nye danske retningslinjer

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) er parat til at genforhandle udlændingeaftalen, hvis Dansk Folkeparti ønsker det. Foto: Michael Bothager/Scanpix
EMNER 1. oktober 2008 06:00

KØBENHAVN: Over 700 danske studerende i Sverige kan blive familiesammenført med deres ægtefælle i Danmark, skriver Politiken. Det er konsekvensen af nye retningslinjer, som regeringen netop har orienteret EU- kommissionen om. I et brev til kommissionen forklarer regeringen, hvordan sidste uges udlændingeaftale med Dansk Folkeparti vil blive udmøntet. Fremover accepterer Danmark, at studerende og folk, der kan forsørge sig selv, kan få en udenlandsk partner hertil efter EU-reglerne. Hidtil har de danske myndigheder sagt nej til de to grupper. - Af de cirka 2.200 danskere, der lige nu bor i Malmø med deres udenlandske partner, er over en tredjedel studerende. Det betyder, at mindst 730 par nu kan søge familiesammenføring i Danmark nærmest med det samme. Jeg tror, de fleste vil benytte sig af den mulighed, siger formanden for foreningen Ægteskab uden Grænser, Bolette Kornum, til Politiken. Hertil kommer danske studerende og selvforsørgende i andre EU-lande. Oplysningerne får DF til at overveje, om udlændingeaftalen skal genforhandles. - Hvis der lige pludselig kommer 700 ansøgninger i løbet af en kort periode, og vi kan se, at det er noget, som er organiseret for at undgå de stramme danske regler, så vil vi mødes med regeringen igen, siger næstformand Peter Skaarup. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) er parat til at genforhandle aftalen, hvis Dansk Folkeparti ønsker det. - Hvis der pludselig kommer store horder til Danmark, så er det en utilsigtet, men ikke uventet udvikling. Det bryder vi os ikke om, og så vil vi rådføre os med Dansk Folkeparti. Det er en del af aftalen, og det er der ikke noget nyt i, siger hun. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...