Grænseoverskridende klatreture

FJERRITSLEV:Mange børn overskred egne grænser, da de i går klatrede til tops i de høje træer i Klim Bjerg Plantage. Behørigt sikret og støttet af natur- og friluftsleder Marthin Nygaard gik det stille og roligt de knap 12 meter til vejrs. - Det var sjovt og spændende. Jeg var slet ikke bange, selv om det var helt andeledes end derhjemme, hvor jeg ikke har nogen form for sikkerhed, fortæller 11-årige Knud Glerup fra Morud på Fyn. Sammen med Andreas Muss er han på efterårsferie hos Andreas' bedsteforældre Anne Lise og Thomas Andreasen. De har tidligere på ugen været på naturlegepladsen og ved stranden, hvor de så bådene blive trukket op. - Nu tager vi forbi Bulbjerg på vejen hjem. Drengen har så megen energi, at det er bedst at få løbet det ud af kroppen, fortæller Thomas Andreasen. Der var rykind i klitplantagen hele dagen, og flere end 60 drenge og piger prøvede kræfter med klatringen. - Vi har haft en god start på efterårsugen med pænt besøg alle dage, fortæller naturcentrets nye leder Sigurd Christensen. Søndag var der 50 gæster på tur med hestevogn i Svinkløv Plantage. Det var det maksimale antal, hestene magtede at trække. - Mandag var værkstedet omdannet til snitteværksted, og alle pladser var besatte dagen lang. Tirsdag havde vi godt 130 gæster indenfor dørene, og det er jeg meget tilfreds med, fortæller Sigurd Christensen. Naturcentrets efterårsaktiviteter fortsætter i dag med fremstilling af papir i værkstedet og svampetur i V. Thorup Klitplantage med Mariann Stenholm som guide. Fredag møder natur- og friluftsvejleder Marthin Nygaard fra Skørping ved Klim Kalkovn, hvor han sammen med gæsterne laver mad på plader i det fri. Menuen står på alt fra snobrød til pizza.