Græsk kystvagt melder om endnu et forlis med migrantbåd
I år er over 2500 mennesker omkommet eller forsvundet på havet i forsøget på at nå til Europa, vurderer FN.

Manolis Lagoutaris/Ritzau Scanpix
Mindst tre migranter er døde, efter at den båd, som de befandt sig i, fredag forliste i Det Ægæiske Hav ud for den græske ø Paros.
Det oplyser Grækenlands kystvagt.
Ud over at have bjærget de tre omkomne personer har kystvagten reddet 57 andre i land.
Timer forinden mistede 11 migranter livet i en tilsvarende hændelse, da deres båd stødte på grund ud for den græske ø Antikythera torsdag aften.
I løbet af natten til fredag blev 90 andre reddet i land, blandt dem 27 børn og 11 kvinder.
Det meddeler en talsmand for den græske kystvagt.
Foreløbigt har redningsmandskab fundet 11 lig i det kolde vand.
- Redningsindsatsen fortsætter, idet det endnu ikke er klart, hvor mange der var om bord på båden, inden den sank, siger talsmanden.
Fredagens og torsdagens forlis kommer, efter at en anden lille båd kæntrede ud for den græske ø Folegandros onsdag.
Ved det forlis omkom mindst tre mennesker. 13 mennesker er reddet i land, mens adskillige andre fortsat er savnet, meddeler græske myndigheder.
De 13 overlevende har givet forskellige oplysninger til den græske kystvagt om, hvor mange mennesker der var med den båd. Nogle siger 32, mens andre sætter antallet af passagerer til omkring 50.
Ifølge de udsagn kan yderligere mindst 16 migranter have mistet livet.
FN's flygtningeagentur, UNHCR, betegner ulykken ud for Folegandros som den hidtil værste i Det Ægæiske Hav i år.
- Dette forlis er en smertelig påmindelse om, at folk fortsat tager på farefulde rejser i et forsøg på at komme i sikkerhed, siger UNHCR's assisterende repræsentant i Grækenland, Adriano Silvestri.
Fredag kom kystvagten i Grækenland en båd med 92 mænd og drenge om bord til undsætning, efter at den var stødt på grund nær en kyst.
Alle personer blev reddet, og tre personer, der flygtede fra båden til fods, er senere blevet anholdt på mistanke om menneskesmugling.
FN vurderer, at over 2500 mennesker alene i år er omkommet eller forsvundet på havet i forsøget på at komme fra Afrika eller Mellemøsten og videre til Europa.
Ruten fra Tyrkiet til de græske øer var særligt flittigt benyttet i 2015. Næsten en million mennesker - først og fremmest syrere - kom ind i EU det år efter at være sejlet fra Tyrkiet til Grækenland.
/ritzau/AFP