Grækenland

Græske fængsler fyldt til bristepunktet

Athen: Lederne for tre af Grækenlands topsikrede fængsler nægter at tage imod flere fanger. Græske fængsler er kronisk overfyldte, og der er nu så mange fanger i de tre fængsler, at det er farligt, skriver græske aviser. De tre fængselschefer har skrevet et brev til de juridiske myndigheder, og heri meddeler de tre, at de ikke kan tage imod flere fanger. Cheferne siger, at de ikke engang midlertidigt kan huse flere fanger, for forholdene er nu sådan, at der er fare for helbredet, ligesom der er sikkerhedsrisici, skriver avisen Kathimerini. - Der er ikke ledig plads med undtagelse af badeværelserne. Vi lukker, for fængslet er tæt på at eksplodere, siger fængselsdirektør Spyros Athanassiou fra det topsikrede fængsel i Halkida. Ioannis Anestis, direktøren i Korydallos-fængslet sydvest for hovedstaden Athen, har tilsvarende bekymringer. Han fortæller, at hans fængsel på det seneste har haft en række sikkerhedsproblemer, herunder en gidseltagning. Han siger, at Korydallos-fængslet er bygget til at huse 800 fanger. I dag sidder der imidlertid 2320 fanger i fængslet. Andre fængsler rundt om i landet melder også, at de er overfyldte. Flere end 12.700 mennesker er i øjeblikket fængslet i Grækenland, og de fleste fængsler har flere end dobbelt så mange fanger, som de er bygget til. /ritzau/dpa