Udland

Græske fagforeninger blæser til strejke over tv-lukning

Lukningen af den nationale græske tv-station ERT får landets fagforeninger til at indkalde til strejke.

Græske fagforeninger blæser til strejke over tv-lukning

Græske fagforeninger har indkaldt til 24-timers strejke 13. juni i protest mod lukningen af den nationale tv-station ERT.

Det meddeler fagforeningerne onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi ønsker at vise vores solidaritet med medarbejderne på den nationale tv-station, og vi protesterer over disse uacceptable reformer i den offentlige sektor krævet af de internationale långivere, siger generalsekretæren i foreningen Adedy, Ilias Iliopoulos.

En anden fagforening, GSEE, som dækker den private sektor, og som er landets største, har meddelt, at den tilslutter sig strejken.

Grækenlands konservative regering tog tirsdag det dramatiske skridt at lukke den statslige radio- og tv-kanal ERT med næsten 2700 ansatte.

Beslutningen blev - ifølge regeringens udsagn - taget for at spare penge, og det har medført forbløffelse og vrede blandt både arbejdere og i landets politiske opposition.

- Dette er et statskup, siger lederen af oppositionspartiet Syriza, Alexis Tsipras.

Regeringen påstår, at staten vil spare millioner af euro til trods for, at ERT finansieres med en direkte månedlig betaling på 4,30 euro, der lægges oven i borgernes elektricitetsregning, skriver det britiske Sky News.

Den græske regerings talsmand, Simos Kedikoglou, har langet ud efter tv-stationen.

Han beskylder ERT for at være "et paradis for korruption og ødselhed" og driften af organisationen for at være "skandaløs".

ERT-reporteren Eleni Chrona fik den svære opgave at informere om lukningen.

- Det er den sværeste opgave, jeg har haft i min 20 år lange karriere. Håbet er, at det ikke bliver den sidste, og at skærmene ikke går i sort i aften, siger hun til Sky News.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst