Græske fans angriber klubdirektør med spark og slag

Panathinaikos-direktør fik søndag en hårdhændet behandling af en gruppe af klubbens tilhængere.

1. september 2013 20:31 - Opdateret 1. september 2013 20:33

Græske fans angriber klubdirektør med spark og slag

Den tidligere græske landsholdsspiller Nikos Dabizas er søndag blevet overfaldet af fire Panathinaikos-fans, der tildelte ham spark og knytnæveslag.

Det skriver græske medier, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dabizas er i øjeblikket ansat i Panathinaikos som teknisk direktør, og det var efter, at han havde overværet en kamp med klubbens U20-hold, at han blev angrebet af fansene.

- Panathinaikos fordømmer opførslen fra de personer, der var medvirkende til angrebet på klubbens tekniske direktør Nikos Dabizas, skriver klubben i en meddelelse.

- Nikos er et dygtigt, værdigt og hårdtarbejdende medlem af klubben, og han gør sit bedste for Panathinaikos' hold, der er i gang med en genopbygning, men det er svært i et fjendtligt miljø, lyder det.

Den traditionsrige klub er rent sportsligt inde i en trist periode. I sidste sæson sluttede Panathinaikos som nummer seks i den græske liga, og denne sæson er start med blot fire point i tre kampe.

40-årige Dabizas spillede som aktiv 70 landskampe for Grækenland og var med i den trup, der vandt EM i 2004.

På klubplan er han formentlig mest kendt for en række sæsoner i Premier League-klubben Newcastle.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...