Udland

Græske politikere nægter forbindelse til rapper-drab

Domstol beslutter, om fire anholdte medlemmer af Gyldent Daggry forbliver varetægtsfængslet frem til retssag.

Græske politikere nægter forbindelse til rapper-drab

Fire politikere fra det yderliggående græske højreparti, Gyldent Daggry, blev tirsdag gennet ind i en retsbygning for øjnene af jublende tilhængere for at forholde sig til anklager om, at de skulle tilhøre en kriminel gruppe efter en partitilhængers drab på en anti-racistisk rapper.

Flankeret af maskeret anti-terror politi hævede Ilias Panagiotaros sine håndjernslænkede næver op i luften og erklærede sin uskyld, idet han råbte: "Der er ingen ende på eventyret!"

Panagiotaros, Ilias Kasidiaris, Nikos Michos og Yannis Lagos blev anholdt lørdag samtidig med partileder Nikolaos Mihaloliakos og snesevis af andre medlemmer af Gyldent Daggry.

Stramningen af kursen mod Grækenlands tredjestørste parti, hvis appel hidtil har været upåvirket af beskyldninger om brutalitet, er den største trussel mod Gyldent Daggry siden det indtrådte i parlamentet sidste år.

Partiet har raset mod landets gældskrise, finansielle nedskæringer, høj arbejdsløshed og korruption. Desuden er Gyldent Daggry meget indvandrerkritisk.

Partimedlemmerne er officielt blevet anklaget for beviser, der sammenkæder partiet med en række af angreb, heriblandt knivstikkeriet mod rapperen Pavlos Fissas 17. september og drabet på en indvandrer tidligere i år.

En dommer skal tage stilling til, om de mistænkte skal forblive varetægtsfængslet, mens de venter på en retssag. Mihaloliakos og hans næstformand Christos Pappas ventes at blive stillet for retten i løbet af denne uge.

Drabet på Fissas, som blødte ihjel efter at være blevet stukket med kniv to gange i hjerte og bryst i, hvad anklagemyndigheden, kalder et forberedt angreb, har udløst protester i hele Grækenland, et gennemsyn af politiet og en bred efterforskning af partiet.

Anholdelsen af politikerne er det mest massive nedslag på politikere siden militærkuppet i Grækenland i 1967. Folkene fra Gyldent Daggry afviser alle sigtelser og siger, at anholdelserne er politisk motiveret.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.