EMNER

Græsrødder på frierfødder

Nøjsomme drømme om ny regering - SFs bagland kræver fire ministerposter, da De Radikale også skal være med

der er ikke helt fodslag om, hvem der skal have de fire ønskede ministerposter. Lokalformændene peger bl.a. på nordjyske Pernille Vigsø Bagge (billedet), men hun står ikke på hovedbestyrelsens ønskeseddel. Arkivfoto

der er ikke helt fodslag om, hvem der skal have de fire ønskede ministerposter. Lokalformændene peger bl.a. på nordjyske Pernille Vigsø Bagge (billedet), men hun står ikke på hovedbestyrelsens ønskeseddel. Arkivfoto

KØBENHAVN:Socialdemokraterne og SF har indledt et tæt parløb i dansk politik. Men samarbejdet må ikke blive så tæt, at det udelukker Det Radikale Venstre fra at indgå i en regering efter næste valg. Det mener et klart flertal blandt både SF's hovedbestyrelsesmedlemmer og lokalformænd rundt omkring i landet. I en rundspørge, som Ritzau har foretaget, svarer hele 64 procent af partiets lokalformænd, at de foretrækker en S-R-SF-regering efter næste valg. Kun 33 procent ønsker en S-SF-regering, der ellers ville give Villy Søvndal og Co. større indflydelse på regeringssamarbejdet. Tre procent af de 39 lokalformænd, der har deltaget i rundspørgen, er i tvivl. - Vi vil have meget stor gavn af at have De Radikale med i en regering. Miljøspørgsmålet er én ting. Der er De Radikale typisk mere progressive end en gennemsnits-socialdemokrat. Jeg tør næsten ikke nævne det, men på udlændingespørgsmålet er vi også i tættere samklang med De Radikale, som på det spørgsmål næsten ligger til venstre for SF, siger formanden for SF i Odense, Kasper Westh, til Ritzau. Det seneste år har Socialdemokraterne og SF præsenteret en række fælles udspil på f.eks. integrations- og skatteområdet, som De Radikale har valgt at holde sig på afstand af. De undrer flere SF-græsrødder sig over. Formanden for SF i Odense påpeger, at De Radikales enegang giver problemer for oppositionen. - Det er tydeligt, at der findes en radikal højrefløj, der er alt andet end tilfreds med at gå i retning af SF. Det er et problem for oppositionen, da det giver et meget uklart billede, siger Kasper Westh. SF-formand Villy Søvndal lægger ikke skjul på, at han forventer, at det tætte S-SF-samarbejde også udmønter sig i ministerposter til SF, hvis det lykkes oppositionen at vinde næste valg. Den ambition er græsrødderne med på. Men SF-baglandet mener ikke, at partiledelsen behøver at stile alt for højt. Ifølge Ritzaus rundspørge mener et flertal i både hovedbestyrelsen og blandt SF's lokalformænd, at partiet kan nøjes med mellem fire og syv ministerposter - også selvom SF i flere meningsmålinger står til at blive Folketingets tredjestørste parti. - Som parti har vi behov for at opbygge noget erfaring med, hvad det vil sige at være i regering. Vi kan hurtigt komme til at binde os op på flere områder, end vi i virkeligheden kan magte i en situation, hvor vi ikke rigtigt har nogen erfaring. Jeg synes ikke, at vi skal stille et krav om, at vi skal have mange ministerier, siger Kasper Bjering Jensen, der er medlem af SF's hovedbestyrelse. Rundspørgen viser samtidig, at SF's eventuelle ministerhold langt fra er givet, hvis man spørger baglandet. Giver man partiets lokalformænd muligheden for at udpege seks SF-ministre efter næste valg, peger flest på Villy Søvndal, Ole Sohn, Steen Gade, Anne Grete Holmsgaard, Pernille Vigsø Bagge og Ida Auken. Blandt SF's hovedbestyrelsesmedlemmer tegner der sig et lignende billede. Men på hovedbestyrelsens foretrukne ministerhold afløser Astrid Krag og Jesper Petersen Ida Auken og Pernille Vigsø Bagge./ritzau/