Græsset er grønt over den ny sal
Samlingssal i skoletiden - koncertsal når klokken har ringet ud.

Fra toppen af stilladset har rektor overblik over sit byggeprojekt. En samlingssal i skoletiden - og en koncertsal, når klokken har ringet ud.Foto: Ole Iversen
Galleri - Tryk og se alle billederne.

700 siddepladser - eller 900 ståpladser. Der bliver god plads under det græsklædte tag over Thisted Gymnasiums nye samlingssal, og der er god brug for pladsen i den "sal til mange ting", som støt og roligt tager form foran gymnasiets facade mod vest. Lige nu er det entreprenørmaskiner, jorddynger og byggetravlhed, der præger billedet. Endnu mangler både græsset på taget og de jernplader, der skal dække bygningens nøgne betonvægge og med tiden give den et tilsigtet rustent udtryk. Og så skal der også flyttes rundt på nogle kubikmeter jord for at sikre, at salen falder ind som en naturlig del af en eksisterende bygning. Rejsegilde på salen I går, fredag, var der rejsegilde på salen og senest omkring midten august skal gymnasiets nye, 20 millioner kroner dyre sal være helt færdig. Til drama, sport, musik og store koncerter. Ikke kun for gymnasiets elever, men for folk fra hele Thy. - I skoletiden kalder vi det en samlingssal, men udenfor skoletid er det en koncertsal, forklarer rektor Finn Jorsal. Der er nemlig tænkt i mange muligheder, da salen blev tegnet. Der bliver adgang til salen gennem gymnasiets hovedbygning, hvor kælderen rent faktisk rummer noget, der oprindelig var tænkt som foyer til den sal, der først bygges nu. Og der bliver adgang udefra, til glæde for det publikum, der kommer for at opleve salen som ramme om koncerter, teater og ballet. Aktiviteter, som får gode forhold indenfor de vægge, som til den tid står beklædt med lyst træ. Første koncert i kalenderen Koncertkalenderen er allerede taget i brug. 13. marts 2013 - altså om godt et år, giver Aalborg Symfoniorkester koncert i salen, og i oktober i år lægger Schaufuss-balletten vejen forbi. - Salen er det eneste sted på disse kanter, hvor der er plads til orkestret, siger Finn Jorsal. Selv om projektet tager form, har der været knaster undervejs i forløbet. En af de mere irriterende kom frem i lyset, da en kendelse fra Klagenævnet for Udbud ved årsskiftet slog fast, at det var en fejl, da gymnasiet uden forudgående udbud overdrog rådgivningen på byggeriet af salen til arkitektfirmaet Friis og Molkte, som i sin tid tegnede det oprindelige byggeri. Forseelsen blev takseret til en bøde på 80.000 kroner og et pålæg om at opsige kontrakten med Friis og Molkte og udbyde den resterende del af rådgivningen. - Skaberen af det, vi holder rejsegilde på i dag, må godt være i huset, men må ikke være med i byggeriet, sagde Finn Jorsal og tilføjede, at sagen stadig giver dønninger, og at den helt principielt handler om arkitekter har eller ikke har ophavret til deres bygninger. Sagen overskyggede dog ikke rejsegildet som en festdag for et byggeprojekt, der viser, at gymnasiet visionært er i centrum, som det i øvrigt blev udtrykt af en repræsentant for Friis og Moltke.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.