Dyr

Grævling huserer i Hadsund

Beboerne i Hadsund kan i denne tid få besøg af en noget usædvanlig gæst. En grævling vandrer nemlig rundt i byens haver.

Arkivfoto: Claus Smidstrup

Arkivfoto: Claus Smidstrup

Et eksemplar af det naturligt sky nattedyr, grævlingen, har den senere tid bevæget sig frit og frejdigt rundt i Hadsund i dagens lyse timer. - Det er ikke normalt, og det bør det heller ikke være, siger Aksel Bo Madsen, der er forskningschef for Vildtbiologi og Biodiversitet på Danmarks Miljøundersøgelser, Århus Universitet. Grævlingen, Danmarks største rovdyr, er normalt et dyr, der holder sig væk fra mennesker. Den jager sit bytte - eksempelvis biller eller pattedyr fra musestørrelse til harekillinger - om natten og ser i øvrigt temmelig dårligt. To forklaringer Aksel Bo Madsen siger, at der umiddelbart kan være to forklaringer på, at en grævling afviger fra sin normaladfærd: Enten er dyret sygt, eller også har det vænnet sig til menneskers nærhed og fundet ud af, at det er nemmere at spise sig mæt hos menneskene end at jage selv. Der kan også være tale om en vildfaren unge. Efter at have set billedet af grævlingen, der har besøgt flere villahaver i Hadsund, lyder Aksel Bo Madsens umiddelbare vurdering, at der er tale om "en grævling, som i hvert fald har mindst et år på bagen", som ser "fin og ikke afkræftet ud". Ingen grund til koks i støvlen Mytisk er grævlingen et farligt dyr, der bider indtil knoglerne knaser. Derfor har mennesker i tidligere tider, hvor grævlingerne var flere, lagt koks, æggeskaller eller grene i deres støvler i håb om at det ville få en bidende grævling til at forveksle lyden og slippe sit tag. Der er dog næppe nogen grund til at være bange for at møde en grævling. - Jeg tror, vi skal lade det være en myte, siger Aksel Bo Madsen og forklarer, at et vildt dyr normalt flygter bort fra mennesker. - Med mindre det bliver trængt op i en krog, eller der er tale om et sygt dyr, siger han og anbefaler, at man kontakter den lokale vildtkonsulent eller Falck, hvis man møder, hvad man mener, er en syg grævling.