Gramseri på diskoteket kan få dig smidt ud i flere år

Et flertal i Folketinget vil modvirke befamlinger i nattelivet

Foto: Colourbox
Hele landet 14. november 2016 07:37
HELE LANDET: Rager du en kvinde bagpå eller på brysterne i baren, skal du fremover kunne idømmes et restaurationsforbud, så du i to år ikke må komme på byens natklubber, skriver metroxpress.

Det vil et flertal i Folketinget indføre for at modvirke befamlinger i nattelivet. Det vil dermed udvide det bølleregister, der siden 2011 har gjort, at man kan forhindre folk bag slagsmål og narkosalg i at gå i byen.

En undersøgelse foretaget af YouGov blandt 943 unge mellem 18 og 29 år viste, at syv ud af ti kvinder har oplevet at blive taget på i nattelivet mod deres vilje. 86 procent fandt det ubehageligt.

- Et bølleregister for alle dem, der lige nu tror, at det er nærmest straffrit at berøre og krænke unge kvinder i nattelivet, lyder som et meget tiltrængt skridt fremad, siger Lea Wermelin (S) til metroxpress.

Justitsminister vil drøfte forslag

Også SF’s, De Konservatives og DF’s retsordførere kalder det et ’fremragende forslag’.

Offeret bør melde befamlingen, mener direktør Torben Rosenstock fra Danmarks Restauranter og Cafeer.

Justitsminister Søren Pind (V) siger, at loven allerede i dag giver mulighed for forbud.

- Jeg vil nu invitere branchen ind og drøfte forslaget og også tage en snak med Rigspolitiet for at se, om restaurationsforbuddet bliver benyttet i tilstrækkeligt omfang mod personer, der krænker andres blufærdighed, skriver ministeren, der opfordrer kvinder til at melde uønskede gramserier.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...