Grand prix garderet mod galninge

Trusselsbilledet er normalt - men Gigantium tjekkes rutinemæssigt

Kontrolniveauet til grand prixet er lavere end til fx. Bob Dylan koncerten. FOTO: SCANPIX

Kontrolniveauet til grand prixet er lavere end til fx. Bob Dylan koncerten. FOTO: SCANPIX

DMGP i Aalborg skal være en fest. Og det skal en sindsforvirret person ikke gribe forstyrrende ind i. Derfor har politiet og arrangørerne taget flere forholdsregler. I samråd med Politiets Efterretningstjeneste har Aalborg Politi besluttet at undersøge Gigantium for bomber, inden det store show går i luften med direkte tv-transmission på DR1. Specialtrænede bombehunde fra Århus bliver lørdag formiddag sendt ind i bygningen for at undersøge samtlige rum i hallen, og når hver enkelt rum er "sweepet", posteres der vagter i hallen, som holder øje med, at rummene forbliver sikre. - På den måde kan vi forberede os bedst muligt, hvis der skulle være en eller anden forvirret person, der finder på at ringe og sige, at der er anbragt en bombe i Gigantium. Så ved vi, at der ikke er noget inden for dørene. Det vil jo være temmelig uheldigt, hvis vi midt under showet skulle til at evakuere hele hallen med 8000 gæster og jage dem ud i vinterkulden, siger vicepolitikommissær Anton Justesen, leder af nærpolitiet i Aalborg Øst. Han peger på to nylige eksempler fra Nordjylland, hvor politiet var nødt til at handle akut og lukke banegårdene i Hobro og Aalborg efter bombetrusler. Truslerne viste sig i begge tilfælde at være falske, men politiet var nødt til at handle i situationen. Anton Justesen understreger, at Politiets Efterretningstjeneste vurderer trusselsbilledet som normalt. Det vil sige, at det ikke er grund til forhøjet beredskab. Politiet løber dog ingen risiko. Selv de vagter, der bliver sat til at passe på hallen når bombehundene har været i aktion, er på forhånd tjekket i politiets registre. Det er foreningen Skråens Venner, der står for kontrollen. Korpset består af 180 frivillige hjælpere, og de får også til opgave at kontrollere gæsterne. Alle må for eksempel forvente ved indgangen at skulle vise, hvad de har i tasker og lommer. Men kontrolniveauet ligger lavere end til efterårets Bob Dylan-koncert i Gigantium. - På lørdag visiterer vi ikke folk på samme måde. Vi kigger selvfølgelig efter, om folk kommer med store tasker eller måske har knive og andre former for våben med. Men gæsterne bliver ikke stillet op ad væggen og visiteret. Til Bob Dylan-koncerten var der krav om, at vi skulle klappe lommer på folk. Desuden krævede Bob Dylans følge, at der var to vagter posteret ved alle tour-busserne. I alt betød det, at cirka 100 mand var beskæftiget med security, og jeg vil anslå, at vi er cirka det halve til melodi grand prix, siger Jørgen Nissen, formand for Skråens Venner. Men under alle omstændigheder er sikkerhedstjek blevet en fast programpunkt ved alle større arrangementer, som DR1 er involveret i. - Sådan er det bare. Jeg bliver jo også tjekket i Aalborg Lufthavn, når jeg lander med flyet, siger Søren Therkelsen, underholdningsredaktør i DR1.