Grand Prix-skandale mod retten

KØBENHAVN:En svensker har downloadet det danske Melodi Grand Prix-album og lagt det ud på nettet til fri afbenyttelse, og det kan koste ham en tur i retten og en større bøde. Han må nemlig ikke dele musikken med andre på nettet, mener direktør for pladeselskabet My Way Music, Henrik Sørensen. Selskabet udgiver albummet, og det var også en teknisk fejl hos My Way Music, der var skyld i, at sangene til det danske grandprix blev lækket ti dage før planlagt. - Han kan godt forvente en retssag fra os, når vi finder ham, siger Henrik Sørensen til DR Nyheder. Svenskeren har lagt musikken ud på YouTube. /ritzau/